Når en virksomhed går konkurs, opstår der ofte mange spørgsmål om, hvad der sker med de aktiver og værdier, virksomheden har stillet som sikkerhed for lån og andre forpligtelser. Sikkerheder spiller en central rolle i finansieringen af virksomheder, fordi de fungerer som en form for tryghed for kreditorer, hvis selskabet ikke kan opfylde sine økonomiske forpligtelser. Men konkurs ændrer spillereglerne markant, og det får stor betydning for både långivere, panthavere og andre interessenter.
I denne artikel dykker vi ned i, hvordan sikkerheder – som fx pant i ejendom eller kaution fra tredjemand – bliver håndteret, når en virksomhed ikke længere kan betale sine regninger og ender i konkurs. Vi ser nærmere på, hvilken betydning forskellige typer af sikkerheder har, hvordan kreditorerne bliver prioriteret, og hvilke udfordringer der kan opstå, når flere har sikkerhed i samme aktiv. Endelig kaster vi et blik på, hvilke tendenser og udviklinger der præger området for sikkerheder og konkurs i fremtiden.
Sikkerhedernes rolle før og under konkurs
Sikkerheder spiller en afgørende rolle både før og under en konkurs. Før konkursen tjener sikkerheder – såsom pant i fast ejendom, virksomhedspant eller kaution – som en tryghed for långivere og kreditorer. De giver kreditorerne en form for sikkerhed for, at deres udlån kan tilbagebetales, selv hvis skyldneren får økonomiske problemer.
Dette kan gøre det lettere for virksomheder at opnå finansiering, da risikoen for kreditorerne mindskes betydeligt. Når en virksomhed derefter kommer under konkursbehandling, træder sikkerhederne i kraft på en ny måde.
De sikrede kreditorer får nemlig fortrinsret til de aktiver, som de har sikkerhed i, før de usikrede kreditorer får del i boets midler. På den måde påvirker sikkerhederne ikke kun mulighederne for finansiering, men også fordelingen af værdierne under selve konkursen. Sikkerhedernes eksistens og udformning kan derfor have stor betydning for både den enkelte kreditors stilling og den samlede konkursbehandling.
Typer af sikkerheder og deres betydning
Når man taler om sikkerheder i forbindelse med finansiering og konkurs, er det vigtigt at forstå, hvilke forskellige typer af sikkerheder der findes, og hvilken betydning de har for både långivere og låntagere. Sikkerheder kan overordnet opdeles i to hovedkategorier: tingslige og personlige sikkerheder.
Tingslige sikkerheder omfatter pant i aktiver som for eksempel fast ejendom, løsøre, varelager eller tilgodehavender. Pant giver kreditor en fortrinsret til at få dækning af provenuet fra det pantsatte aktiv, hvis skyldneren går konkurs.
Det betyder, at en kreditor med pant i et aktiv stiller sig foran de fleste andre kreditorer, når konkursboets midler skal fordeles, hvilket mindsker risikoen for tab.
Personlige sikkerheder, såsom kaution, indebærer, at en tredjemand – en kautionist – påtager sig ansvaret for at opfylde skyldnerens forpligtelser, hvis denne ikke kan betale. Kaution kan være enkel eller solidarisk, og den giver långiver et ekstra sikkerhedsnet, idet kreditor kan rette sit krav direkte mod kautionisten ved debitors konkurs.
Ud over pant og kaution findes der også andre former for sikkerheder, som for eksempel ejerpantebreve og virksomhedspant, hvor sidstnævnte gør det muligt at tage pant i hele eller dele af virksomhedens aktiver.
Sikkerhedernes betydning er således central for kreditgivning, idet de reducerer långivers risiko og ofte kan være afgørende for, om et lån overhovedet kan opnås. I en konkursmæssig sammenhæng har typen og rangordningen af sikkerheder stor betydning for, hvilke kreditorer der får dækning, og i hvilket omfang de får deres tilgodehavender betalt. Derfor er det helt afgørende for både virksomheder og långivere at have styr på, hvilke sikkerheder der er stillet, og hvordan de er prioriteret i tilfælde af konkurs.
Hvad sker der med pant og kaution ved konkurs?
Når et selskab går konkurs, får det stor betydning for både panthavere og kautionister, da deres rettigheder og muligheder for at få dækning for deres krav afhænger af konkursbehandlingen og de gældende regler. Pant er en form for sikkerhed, hvor en kreditor har ret til at få dækning for sit tilgodehavende ved at få værdien af et bestemt aktiv – for eksempel en bil, en ejendom eller varelager – hvis skyldneren ikke kan betale.
Ved konkurs fortsætter panthaverens rettigheder som udgangspunkt, og panthaveren har fortsat separatiststilling, hvilket vil sige, at vedkommende kan få udlæg i pantet og få dækket sit krav forud for de øvrige kreditorer.
Kurator vil normalt sørge for, at pantet realiseres – typisk ved salg – og det provenu, der opnås, går til panthaveren efter fradrag af eventuelle omkostninger ved realisationen.
Skulle der være et overskud, tilfalder dette boet og dermed de øvrige kreditorer.
Få mere info om Ulrich Hejle
her.
Omvendt, hvis værdien af pantet ikke dækker hele kreditors krav, bliver den resterende del et almindeligt, uprioriteret krav i konkursboet sammen med andre simple kreditorer. Kaution fungerer derimod som en personlig sikkerhedsstillelse, hvor en tredjemand – kautionisten – hæfter for skyldnerens gæld, hvis denne ikke kan betale.
Ved konkurs kan kreditor derfor rette sit krav direkte mod kautionisten for den del af gælden, der ikke dækkes af konkursboet eller eventuelle sikkerheder som pant. Kautionisten kan endvidere søge regres mod skyldneren, men i praksis vil dette ofte være illusorisk, da skyldneren typisk er insolvent. Det er derfor vigtigt for både panthavere og kautionister at være opmærksomme på deres rettigheder og muligheder i tilfælde af konkurs, samt at sikre sig, at formaliteter og vilkår omkring sikkerheden er opfyldt og dokumenteret korrekt for at undgå tab.
Kreditorernes prioritering og fordeling af aktiver
Når et selskab går konkurs, bliver virksomhedens aktiver gjort op og fordelt blandt kreditorerne efter et nøje fastlagt prioriteringssystem i konkursloven. Først og fremmest tilgodeses de kreditorer, der har sikkerhed i konkrete aktiver – for eksempel panthavere eller ejendomsforbeholdshavere – da de har en fortrinsret til værdien af det specifikke aktiv, deres sikkerhed er knyttet til.
Hvis værdien af aktivet overstiger gælden, går det overskydende beløb videre til næste gruppe af kreditorer. Efter de sikrede kreditorer er det typisk omkostninger til boets behandling og visse prioriterede krav, såsom lønkrav, der dækkes.
Til sidst fordeles eventuelle midler mellem de usikrede kreditorer, hvilket ofte betyder, at denne gruppe kun får en begrænset dækning eller slet ingen. Denne rækkefølge sikrer, at rettigheder stiftet gennem sikkerheder respekteres, men kan også føre til, at mange kreditorer må tage tab, hvis boets aktiver ikke dækker den samlede gæld.
Konflikter og udfordringer: Når flere har sikkerhed i samme aktiv
Når flere kreditorer har sikkerhed i det samme aktiv – eksempelvis en ejendom eller maskine – kan der hurtigt opstå konflikter og komplekse udfordringer under en konkurs. Hovedproblemet opstår, når værdien af aktivet ikke er tilstrækkelig til at dække alle de krav, som de forskellige sikkerhedshavere har.
I sådanne tilfælde bliver det afgørende, hvilken prioritet de enkelte sikkerheder har, hvilket typisk afgøres af, hvornår sikkerhederne er blevet tinglyst eller registreret.
Her kan du læse mere om Advokat Ulrich Hejle.
Førstepantsindehaveren har forrang til at få dækket sit krav før andre, men hvis der er tale om sekundære eller efterstillede sikkerheder, risikerer disse kreditorer at stå tilbage uden fuld dækning – eller helt uden betaling.
Derudover kan der opstå uenigheder om fortolkningen af sikkerhedsdokumenter, prioriteringen mellem forskellige rettigheder og eventuelle ugyldigheder, hvilket kan føre til langvarige juridiske tvister. Samlet set kræver sådanne situationer ofte både juridisk og økonomisk ekspertise for at sikre en retfærdig og korrekt fordeling af aktivets værdi.
Fremtidens tendenser inden for sikkerheder og konkurs
I takt med den teknologiske udvikling og øget digitalisering ser vi markante forandringer i måden, hvorpå sikkerheder etableres og håndteres i forbindelse med konkurs. Digital registrering af pant og brugen af blockchain-teknologi kan på sigt gøre det lettere at fastslå rettigheder og prioritet blandt kreditorer, hvilket kan mindske konflikter og fremme gennemsigtighed.
Desuden forventes lovgivningen løbende at blive justeret for at imødekomme nye finansielle instrumenter og digitale aktiver, såsom kryptovalutaer, der udfordrer de traditionelle rammer for sikkerhedsstillelse.
Der er også stigende fokus på bæredygtighed, hvor grønne investeringer og ESG-krav potentielt kan påvirke, hvilke aktiver der kan stilles som sikkerhed, og hvordan disse behandles ved konkurs. Fremadrettet vil samspillet mellem teknologi, regulering og markedsudvikling derfor få stor betydning for både virksomheder og kreditorer, når det gælder sikkerheder i en konkursproces.