I takt med, at klimaforandringer og bæredygtighed er rykket højt op på både den politiske og økonomiske dagsorden, er grøn finansiering blevet et centralt tema i den finansielle sektor. Investorer, virksomheder og finansielle institutioner oplever et stigende pres for at tage ansvar og kanalisere kapital mod projekter og aktiviteter, der understøtter den grønne omstilling. Dette har ført til en markant vækst i bæredygtige investeringer – men også til en række komplekse juridiske udfordringer.
Grøn finansiering er nemlig langt fra ukompliceret. Ud over at navigere i et hurtigt udviklende reguleringslandskab skal aktørerne forholde sig til krav om dokumentation, transparens og ansvarlighed. Samtidig skærpes opmærksomheden på risikoen for greenwashing og de juridiske følger, det kan medføre. Tvister og håndhævelsesspørgsmål bliver derfor også stadig mere aktuelle, i takt med at markedet modnes.
Denne artikel giver et overblik over de væsentligste juridiske problemstillinger, der knytter sig til grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Med fokus på regulering, due diligence, ansvarsforhold, greenwashing samt håndhævelse og tvister, belyses de centrale udfordringer, som både investorer og virksomheder står overfor i arbejdet med at omsætte bæredygtige ambitioner til praksis.
Få mere viden om Advokat Ulrich Hejle
her.
Regulering og standarder for grøn finansiering
Reguleringen af grøn finansiering har udviklet sig markant de senere år, både på internationalt og nationalt niveau. Særligt i EU har man med vedtagelsen af taksonomiforordningen og offentliggørelsesforordningen (SFDR) indført fælles rammer og standarder, der skal sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed på markedet for bæredygtige investeringer.
Disse regler stiller krav til finansielle aktører om at klassificere og rapportere, i hvor høj grad deres produkter lever op til definerede miljømæssige og sociale kriterier. Derudover findes der en række frivillige standarder og certificeringsordninger, såsom Green Bond Principles, der supplerer den lovbaserede regulering.
For virksomheder og investorer betyder det øgede krav til dokumentation, rapportering og kontrol af de bæredygtige aspekter ved deres investeringer. Samtidig skaber de mange og til tider overlappende standarder en betydelig kompleksitet, som kan gøre det vanskeligt at navigere i, hvilke krav der gælder i konkrete tilfælde, og hvordan disse bedst kan efterleves.
Due diligence og ansvar for bæredygtige investeringer
Due diligence-processen udgør et centralt element i forbindelse med bæredygtige investeringer og har stor betydning for investorers og finansielle institutioners ansvar. Investorer skal i stigende grad kunne dokumentere, at de har foretaget tilstrækkelige undersøgelser af de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) forhold, før der træffes investeringsbeslutninger.
Dette omfatter blandt andet vurdering af klimarisici, ressourceforbrug, arbejdsforhold og virksomheders ledelsesstruktur. Med indførelsen af EU’s taksonomi og bæredygtighedsrelaterede oplysningsforordning (SFDR) er kravene til dokumentation og rapportering skærpet betydeligt.
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle.
Manglende eller utilstrækkelig due diligence kan medføre både regulatoriske og civilretlige konsekvenser, hvis investeringerne ikke lever op til de lovbestemte eller markedsmæssige forventninger til bæredygtighed. Det er derfor afgørende, at parterne sikrer grundige processer og løbende opfølgning for at minimere risikoen for ansvarspådragelse i forbindelse med grøn finansiering.
Greenwashing og retlige konsekvenser
Greenwashing, hvor virksomheder eller finansielle aktører præsenterer deres aktiviteter eller produkter som mere bæredygtige, end de reelt er, udgør en betydelig udfordring for grøn finansiering. Denne praksis kan vildlede investorer og forbrugere, undergrave tilliden til markedet og i sidste ende hæmme den grønne omstilling.
Retligt kan greenwashing have alvorlige konsekvenser, da både danske og europæiske myndigheder har øget fokus på området.
For eksempel kan overtrædelse af reglerne om markedsføring eller oplysning til investorer føre til bøder, erstatningsansvar eller påbud om at ændre praksis. Med indførelsen af EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer og kravene i forordningen om bæredygtighedsrelaterede oplysninger (SFDR) stilles der nu strengere krav til dokumentation og transparens.
Det betyder, at finansielle aktører skal kunne dokumentere de bæredygtige påstande, de fremfører, og risikerer sanktioner, hvis oplysningerne viser sig at være vildledende eller ufyldestgørende. Dermed bliver det afgørende for aktørerne på det grønne finansieringsmarked at sikre, at deres kommunikation om bæredygtighed hviler på et solidt og efterprøvbart grundlag.
Tvister og håndhævelse på det grønne finansieringsmarked
Tvister på det grønne finansieringsmarked opstår ofte som følge af uklarheder om, hvorvidt investeringer faktisk opfylder de grønne eller bæredygtige kriterier, de markedsføres med. Manglende enighed om fortolkningen af standarder, uoverensstemmelser mellem investorer og udstedere, samt påstande om greenwashing kan føre til juridiske konflikter.
Håndhævelsen af regler og aftaler sker både gennem domstole og alternative konfliktløsningsmekanismer, såsom voldgift og mediation, afhængig af kontraktens bestemmelser og de involverede parters ønsker. Myndigheder som Finanstilsynet spiller desuden en central rolle i at overvåge markedet og gribe ind ved overtrædelser af gældende regler, herunder EU’s taksonomiforordning og offentliggørelsesforordningen (SFDR).
Det forventes, at antallet af tvister vil stige i takt med, at markedet for bæredygtige investeringer vokser, og kravene til dokumentation og transparens skærpes – hvilket stiller endnu større krav til både rådgivere og aktører på markedet om at sikre grundig dokumentation og overholdelse af gældende standarder.