I takt med den hastige digitalisering af finansielle markeder og værdipapirer er digitale aktiver blevet en stadig vigtigere del af økonomien, både nationalt og globalt. Kryptovalutaer, tokens og andre digitale aktiver skaber nye muligheder for investering, finansiering og handel, men udfordrer samtidig de juridiske rammer, der hidtil har været gældende for mere traditionelle aktiver. En af de centrale problemstillinger i denne udvikling er spørgsmålet om sikkerhedsstillelse i digitale aktiver: Hvordan kan man effektivt stille digitale aktiver som sikkerhed for lån, og er gældende lovgivning rustet til at håndtere de særlige karakteristika og risici, som følger med denne nye aktivklasse?
Denne artikel undersøger, om lovgivningen har formået at følge med den teknologiske udvikling på området for sikkerhedsstillelse i digitale aktiver. Vi ser nærmere på, hvordan sikkerhedsstillelse i digitale aktiver adskiller sig fra mere traditionelle former, hvilke juridiske udfordringer og usikkerheder der eksisterer, og hvilke risici og muligheder dette indebærer for både långivere og låntagere. Endelig stiller vi skarpt på, om og hvordan lovgivningen kan tilpasses, så den understøtter innovation uden at gå på kompromis med retssikkerheden.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle
.
Definition og betydning af sikkerhedsstillelse i digitale aktiver
Sikkerhedsstillelse i digitale aktiver refererer til den praksis, hvor digitale aktiver – som for eksempel kryptovalutaer, tokens eller digitale værdipapirer – anvendes som garanti for opfyldelsen af økonomiske forpligtelser, ofte i forbindelse med lån eller kreditaftaler.
Traditionelt har sikkerhedsstillelse været knyttet til fysiske aktiver som fast ejendom eller biler, men med den digitale økonomis fremmarch er det blevet stadig mere udbredt at benytte digitale aktiver som pant.
Betydningen af denne udvikling er markant, da digitale aktiver typisk er let omsættelige, globale og kan håndteres uden mellemled, hvilket giver både långivere og låntagere nye muligheder for fleksible og hurtige låneprocesser.
Samtidig åbner det for en række juridiske og tekniske udfordringer, da ejerskab, kontrol og værdiansættelse af digitale aktiver kan være mere komplekse end ved traditionelle aktiver. Sikkerhedsstillelse i digitale aktiver er således blevet et centralt tema i takt med, at den finansielle sektor digitaliseres, og behovet for klare regler og praksisser vokser.
Få mere viden om Ulrich Hejle her >>
Lovgivningens nuværende rammer og udfordringer
Lovgivningen omkring sikkerhedsstillelse i digitale aktiver befinder sig i et spændingsfelt mellem traditionelle juridiske rammer og hastigt skiftende teknologiske realiteter. De gældende regler om pant og sikkerhedsstillelse er generelt udformet med fysiske aktiver eller konventionelle finansielle instrumenter for øje, hvilket skaber betydelige udfordringer, når digitale aktiver som kryptovalutaer eller tokens skal stilles som sikkerhed.
En væsentlig udfordring er, at retlig anerkendelse og beskyttelse af rettigheder i digitale aktiver ofte ikke er klart reguleret, hvilket kan føre til usikkerhed om eksempelvis retserhvervelse, prioritet og gyldighed af sikkerhedsretten.
Derudover er der betydelige forskelle i reguleringen mellem jurisdiktioner, hvilket komplicerer grænseoverskridende sikkerhedsstillelse.
Samtidig har den danske og europæiske lovgivning endnu ikke implementeret særskilte regler, der tager højde for de særlige karakteristika ved digitale aktiver, hvilket indebærer, at både långivere og låntagere i praksis må navigere i et område præget af juridisk usikkerhed og fortolkning. Dette kan hæmme udnyttelsen af de muligheder, digitale aktiver rummer som sikkerhedsstillelse, og understreger behovet for en modernisering af de nuværende lovgivningsmæssige rammer.
Teknologisk udvikling og nye typer digitale aktiver
Den teknologiske udvikling har de seneste årtier accelereret markant, og det har ført til fremkomsten af nye og komplekse typer digitale aktiver. Hvor digitale aktiver tidligere primært var begrænset til simple digitale rettigheder eller elektroniske værdipapirer, omfatter de i dag både kryptovalutaer, non-fungible tokens (NFT’er), decentraliserede finansielle instrumenter (DeFi) samt avancerede smart contracts på blockchain-teknologier.
Denne udvikling har ikke blot udvidet paletten af aktiver, som kan indgå i finansielle transaktioner eller fungere som sikkerhedsstillelse, men har også skabt nye udfordringer i forhold til at definere og håndtere ejerskab, overdragelse og sikring af rettigheder.
For eksempel kan digitale aktiver være decentraliserede og globale af natur, hvilket gør det vanskeligt at fastslå jurisdiktion og gældende ret.
Samtidig udvikles teknologierne hurtigere end de regulatoriske rammer kan følge med, hvilket stiller både långivere, låntagere og myndigheder over for hidtil usete problemstillinger. På denne måde presser teknologien grænserne for de traditionelle opfattelser af, hvad der kan stilles som sikkerhed, og hvordan dette effektivt kan reguleres og håndhæves.
Risici og muligheder for långivere og låntagere
Brugen af digitale aktiver som sikkerhedsstillelse indebærer både nye muligheder og betydelige risici for såvel långivere som låntagere. For långivere kan digitale aktiver, såsom kryptovalutaer og tokeniserede værdipapirer, øge fleksibiliteten og tilgængeligheden af sikkerhed, da disse aktiver ofte kan handles hurtigt og uden geografiske begrænsninger.
Samtidig giver blockchain-teknologi mulighed for automatisering af pant og realkredit, hvilket potentielt kan reducere omkostninger og administration.
Dog er der også risici forbundet med volatiliteten på markedet for digitale aktiver, hvilket kan gøre værdien af sikkerheden usikker og sårbar overfor pludselige prisudsving. For låntagere kan digitale aktiver åbne op for nye finansieringsmuligheder, især for dem der ikke har adgang til traditionelle aktiver eller banker.
Men usikkerhed om den juridiske status og håndhævelse af panteret i digitale aktiver kan skabe øgede omkostninger og risici, herunder risikoen for uventet tvangsrealisering eller retlige tvister. Samlet set kræver balancen mellem muligheder og risici, at både långivere og låntagere forstår teknologiens kompleksitet samt de juridiske rammer, som stadig er under udvikling.
Fremtidsperspektiver: Kan lovgivningen følge med digital innovation?
Den hastige udvikling inden for digitale aktiver og de underliggende teknologier stiller store krav til lovgivningens fleksibilitet og tilpasningsevne. Selvom der i de senere år er taget vigtige skridt mod at regulere digitale aktiver, halter lovgivningen ofte bagefter den teknologiske innovation.
Dette skaber et juridisk tomrum, hvor både långivere og låntagere kan stå usikre på rettigheder og pligter, når digitale aktiver anvendes som sikkerhedsstillelse. Fremadrettet vil det være afgørende, at lovgivningen udformes på en måde, der både beskytter markedets aktører og samtidig understøtter innovation.
Det kan for eksempel ske gennem teknologineutral regulering, løbende revision af lovgivningen og tæt dialog mellem myndigheder, brancheaktører og teknologieksperter. Kun ved at forene juridisk robusthed med innovationens dynamik kan fremtidens lovgivning skabe trygge og attraktive rammer for anvendelsen af digitale aktiver som sikkerhed.