Når et selskab ender i økonomiske vanskeligheder og må erklæres konkurs, opstår der ofte komplekse spørgsmål om fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne. I denne proces spiller sikkerhedsrettigheder en central rolle, og særligt selskabspantet har fået stigende betydning i det danske erhvervsliv. Selskabspant giver kreditorer mulighed for at sikre deres tilgodehavende i selskabets samlede aktiver, hvilket kan have stor indflydelse på, hvordan midlerne fordeles ved en eventuel konkurs.
Denne artikel belyser selskabspantets betydning i konkurssituationer og undersøger, hvordan denne form for sikkerhed adskiller sig fra andre sikkerhedsrettigheder. Vi ser nærmere på de juridiske rammer, den praktiske anvendelse og de konflikter, der kan opstå, når flere kreditorer gør krav på selskabets midler. Formålet er at give et overblik over selskabspantets rolle og betydning – både for långivere, selskaber og konkursboet – samt at pege på de udfordringer og muligheder, der tegner sig for selskabspantet i fremtidens konkursret.
Selskabspantets juridiske grundlag og funktion
Selskabspantet blev indført i dansk ret med lov om registrering af selskabspant i 2006 og er i dag reguleret af blandt andet tinglysningsloven og pantelovens regler. Selskabspantet giver virksomheder mulighed for at stille sikkerhed i en bred kreds af deres aktiver, såsom varelager, driftsinventar, tilgodehavender og immaterielle rettigheder, dog med undtagelse af visse aktiver som fast ejendom og allerede pantsatte aktiver.
Formålet med denne type pant er at gøre det nemmere for selskaber at opnå finansiering, idet långivere får en sikrere og mere fleksibel sikkerhedsstillelse end ved traditionelle pantsætninger i enkelte aktiver.
Selskabspantet etableres ved aftale mellem selskabet og långiveren og får retsvirkning over for tredjemand ved registrering i personbogen. Dermed fungerer selskabspantet som et centralt redskab i kreditgivning, idet det balancerer hensynet til både långivers sikkerhed og selskabets behov for at bevare adgang til og rådighed over sine aktiver i den daglige drift.
Selskabspant versus andre sikkerhedsrettigheder
Selskabspant adskiller sig fra andre sikkerhedsrettigheder, såsom underpant i specifikke aktiver eller virksomhedspant, ved at omfatte en bredere kreds af selskabets aktiver, med undtagelse af visse aktiver som fast ejendom og allerede pantsatte genstande.
Få mere information om Ulrich Hejle
her.
Hvor et underpant typisk er knyttet til et bestemt aktiv, f.eks. en maskine eller et køretøj, giver selskabspantet en samlet sikkerhed i selskabets omsætningsaktiver og visse andre aktiver, hvilket kan forenkle panthaverens stilling, især i tilfælde af konkurs.
Sammenlignet med virksomhedspant, der har en lignende bred dækning, er selskabspantet dog forbeholdt aktieselskaber og anpartsselskaber, og det følger særlige regler om tinglysning og registrering.
I modsætning til ejendomsforbehold, som ofte anvendes af leverandører for at sikre betaling for bestemte varer, giver selskabspant en mere fleksibel og samlet sikring, hvilket kan reducere behovet for flere individuelle aftaler og registreringer. Disse forskelle har betydning for både kreditorers prioritet og selskabets muligheder for at stille sikkerhed, hvilket får særlig vægt i en konkurssituation, hvor fordelingen af aktiver mellem panthavere og øvrige kreditorer bliver afgørende.
Prioritetsrækkefølgen i en konkurs
I en konkurs er det afgørende at fastlægge, i hvilken rækkefølge de forskellige kreditorer får dækning for deres krav – den såkaldte prioritetsrækkefølge. Selskabspant indtager her en særlig position, idet det anses som en tingslig sikkerhedsret, der giver panthaveren fortrinsret til betaling af sit tilgodehavende forud for de fleste andre kreditorer.
I konkursordenen rangerer selskabspantet efter eventuelle ejendomsforbehold og andre specifikke panteretter, såsom pant i fast ejendom eller løsøre, men før simple, usikrede kreditorer.
Det betyder, at hvis et selskab går konkurs, vil indtægterne fra realisationen af de aktiver, der er omfattet af selskabspantet, først blive anvendt til at dække panthaverens krav, før midlerne fordeles til de øvrige kreditorer. Denne prioritering har stor betydning for både långivere, der får øget sikkerhed for deres udlån, og for de øvrige kreditorer, hvis muligheder for dækning dermed kan blive væsentligt begrænsede.
Fordele og ulemper for långivere og selskaber
Selskabspant indebærer en række fordele og ulemper for både långivere og selskaber, særligt i lyset af en eventuel konkurssituation. For långivere udgør selskabspantet en attraktiv sikkerhed, da det omfatter en bred vifte af selskabets aktiver, hvilket øger sandsynligheden for dækning af udestående fordringer i tilfælde af konkurs.
Dette kan medføre, at långivere er villige til at yde lån på mere fordelagtige vilkår, f.eks. i form af lavere rente eller større lånebeløb. Omvendt indebærer selskabspantet også ulemper for långivere, idet pantet kan være underlagt visse undtagelser, og at det ofte har lavere prioritet end for eksempel ejendoms- eller virksomhedspant i bestemte aktiver.
For selskabet kan selskabspantet give adgang til øget likviditet og finansiering, fordi det giver mulighed for at stille en samlet sikkerhed uden at pantsætte specifikke aktiver.
Til gengæld begrænser selskabspantet selskabets handlefrihed, da visse dispositioner over de pantsatte aktiver kan kræve långivers samtykke, og selskabet risikerer at miste en væsentlig del af sine aktiver ved en konkurs. Samlet set er selskabspantet et vigtigt redskab, men både långivere og selskaber bør nøje overveje fordele og ulemper, før det tages i brug.
Selskabspantets indflydelse på konkursboets aktiver
Når et selskab tages under konkursbehandling, får selskabspantet væsentlig betydning for, hvilke aktiver der er til rådighed for konkursboet og dermed for kreditorerne. Selskabspant omfatter som udgangspunkt en bred kreds af selskabets aktiver, herunder driftsinventar, varelager, tilgodehavender og immaterielle rettigheder, dog med visse undtagelser som fx fast ejendom og allerede pantsatte aktiver.
Hvis der er tinglyst et selskabspant forud for konkursen, vil panthaveren have en separatiststilling, hvilket betyder, at de aktiver, der er omfattet af selskabspantet, ikke indgår i boets frie masse til fordeling blandt de øvrige kreditorer.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle.
Dermed reduceres den del af selskabets værdier, som konkursboet kan råde over, ofte betydeligt.
Dette kan have stor betydning for de simple kreditorers mulighed for at opnå dækning, da selskabspantet typisk omfatter de væsentligste omsætningsaktiver. Konkursboet vil dog fortsat kunne råde over aktiver, der falder uden for pantet, samt eventuelle overskydende værdier, hvis pantet ikke dækker fuldt ud. Samlet set betyder selskabspantet derfor, at en væsentlig del af selskabets aktiver kan være forbeholdt panthaveren på bekostning af de øvrige kreditorer i en konkurssituation.
Konflikter og retssager om selskabspant i praksis
I praksis opstår der ofte konflikter og retssager i forbindelse med selskabspant, særligt i konkurssituationer, hvor flere kreditorer og interessenter har modstridende interesser. En typisk konflikt kan handle om, hvorvidt selskabspantet er stiftet og tinglyst korrekt, da fejl i formaliteterne kan føre til, at pantet ikke opnår den tilsigtede beskyttelse mod selskabets øvrige kreditorer eller konkursboet.
Det ses eksempelvis, at kurator i et konkursbo bestrider gyldigheden af et selskabspant med henvisning til mangelfuld identificering af de pantsatte aktiver eller manglende overholdelse af tinglysningskravene.
Derudover opstår der ofte uenigheder om, hvilke aktiver der faktisk er omfattet af selskabspantet, især når det gælder efterfølgende tilkommende aktiver eller aktiver, der kan være genstand for både individuel og generel pant.
Der har i retspraksis været flere sager, hvor individuelle panthavere, eksempelvis underleverandører med ejendomsforbehold eller individuelle virksomhedspantehavere, har gjort indsigelse mod selskabspanthaverens fortrinsstilling.
Retten skal i disse tilfælde tage stilling til, hvorvidt selskabspantet har forrang i henhold til prioritetsreglerne, eller om individuelle rettigheder skal respekteres. Særligt kompliceret bliver det i situationer, hvor der er tvivl om, hvornår selskabspantet er stiftet i forhold til andre sikkerhedsrettigheder, hvilket kan udløse langvarige retssager om prioritetsrækkefølgen og fordelingen af provenuet fra realisationen af aktiverne.
Domstolene har gennem de senere år behandlet flere principielle sager om selskabspant, hvor afgørelserne har fået stor betydning for praksis, blandt andet ved at fastslå, at bestemte aktiver – eksempelvis tilgodehavender eller lagre – kun kan omfattes af selskabspantet, hvis de er tilstrækkeligt identificeret og adskilt fra aktiver, der allerede er underlagt individuel pant.
Samtidig har retssagerne tydeliggjort, at selskabspanthavere skal være meget omhyggelige med at overholde de formelle krav, da selv mindre fejl kan føre til ugyldighed eller tab af prioritetsstilling. Samlet set viser praksis, at konflikter om selskabspant ofte ender i retssystemet, hvor udfaldet kan få stor betydning for fordelingen af konkursboets aktiver og dermed for både panthavere og øvrige kreditorer.
Fremtidige perspektiver for selskabspant i konkursretten
Fremadrettet forventes selskabspantets rolle i konkursretten at blive yderligere nuanceret som følge af både lovgivningsmæssige tiltag og udviklingen i den finansielle sektor. Digitalisering af virksomheders aktiver og øget brug af immaterielle værdier kan udfordre de nuværende rammer for, hvilke aktiver der effektivt kan omfattes af selskabspant.
Samtidig kan fremtidige ændringer i konkurslovgivningen, eksempelvis med henblik på at sikre større likviditet til konkursboet eller bedre beskyttelse af usikrede kreditorer, føre til justeringer i prioritetsstillingen for selskabspanthavere.
Derudover kan EU-retlige initiativer, såsom harmonisering af insolvensretten, få betydning for anvendelsen af selskabspant på tværs af grænser. Det må derfor forventes, at retstilstanden fortsat vil være under forandring, hvor balancen mellem kreditgivningens fleksibilitet og hensynet til kreditorfællesskabet løbende vil blive genstand for både juridisk og politisk debat.