Grøn finansiering har i de seneste år udviklet sig til et centralt begreb inden for den finansielle sektor, i takt med at både investorer, virksomheder og lovgivere har fået øget fokus på klima, miljø og bæredygtighed. Samfundets stigende krav om at tage ansvar for klimaaftryk og fremme en mere bæredygtig udvikling har sat skub i en omstilling, hvor finansielle strømme skal understøtte grønne og bæredygtige formål. Men med denne udvikling følger også en række retlige udfordringer, der både spænder over definitionen af, hvad der reelt kan betegnes som “grønt” eller “bæredygtigt”, og hvordan markedet kan reguleres effektivt for at undgå misbrug og vildledning.
Denne artikel sætter fokus på de centrale retlige problemstillinger, der knytter sig til grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Artiklen behandler både definitionen af begreberne, den gældende lovgivning og regulering på såvel nationalt som europæisk plan, samt de udfordringer, der opstår i forbindelse med greenwashing. Afslutningsvis undersøges de retlige konsekvenser og fremtidsperspektiver, som aktører inden for grøn finansiering står over for i en tid med øget regulering og offentlig bevågenhed. Målet er at give et overblik over de vigtigste juridiske spørgsmål, som præger dette komplekse og hastigt udviklende område.
Definitionen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer
Grøn finansiering og bæredygtige investeringer er centrale begreber i den aktuelle omstilling mod en mere miljø- og klimavenlig økonomi. Grøn finansiering dækker over alle former for finansielle aktiviteter, der har til formål at støtte overgangen til et mere bæredygtigt samfund, herunder investeringer, långivning og andre finansielle produkter, som fremmer miljømæssige mål såsom reduktion af CO2-udledning, beskyttelse af biodiversitet og fremme af cirkulær økonomi.
Bæredygtige investeringer er en bredere kategori, der ikke blot omfatter klimarelaterede hensyn, men også integrerer sociale og ledelsesmæssige aspekter – de såkaldte ESG-kriterier (Environmental, Social, Governance).
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle
.
Det betyder, at investeringerne vurderes ud fra deres samlede påvirkning på miljø, samfund og virksomhedsledelse. Ifølge EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter, som er et centralt retligt rammeværk, skal en økonomisk aktivitet bidrage væsentligt til mindst ét af seks fastsatte miljømål, uden at skade de øvrige mål, for at kunne klassificeres som “grøn” eller “bæredygtig”.
Dette omfatter blandt andet klimaafmætning, klimatilpasning, bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, overgang til cirkulær økonomi, forurening og beskyttelse af biodiversitet.
Definitionen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer er således ikke kun et spørgsmål om at undgå skadelige aktiviteter, men også om aktivt at fremme løsninger, der understøtter en langsigtet og ansvarlig økonomisk udvikling. Den præcise definition og afgrænsning af disse begreber har imidlertid stor betydning i en juridisk kontekst, da den afgør, hvilke investeringer der kan markedsføres som grønne eller bæredygtige, og hvilke retlige krav og standarder der skal efterleves.
Lovgivning og regulering på nationalt og europæisk niveau
Lovgivningen og reguleringen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer har i de senere år undergået en markant udvikling både på nationalt og europæisk niveau. På EU-plan har særligt EU’s handlingsplan for bæredygtig finansiering og den såkaldte EU-taksonomi været afgørende.
Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.
EU-taksonomien udgør et klassifikationssystem, som skal skabe fælles definitioner af, hvornår en økonomisk aktivitet kan betragtes som miljømæssigt bæredygtig. Dette har til formål at sikre transparens og sammenlignelighed på tværs af medlemslandene, samt at styre kapital i retning af mere bæredygtige investeringer.
Hertil kommer forordningen om bæredygtighedsrelaterede oplysningsforpligtelser (SFDR), som pålægger finansielle markedsdeltagere at offentliggøre, hvordan de integrerer bæredygtighed i deres investeringsbeslutninger og rådgivning. På nationalt plan har Danmark blandt andet implementeret EU-reglerne og suppleret med egne initiativer, eksempelvis den danske klimalov og tiltag inden for grøn omstilling af den finansielle sektor.
Alligevel opleves der i praksis udfordringer med den retlige fortolkning og efterlevelse, idet reglerne ofte er komplekse og under stadig udvikling.
Virksomheder og finansielle aktører skal forholde sig til et omfattende og til tider uoverskueligt regelsæt, hvor kravene til dokumentation, rapportering og kontrol er omfattende. Samtidig rejser den hurtige udvikling på området spørgsmål om retssikkerhed og ensartet håndhævelse, idet der fortsat mangler praksis og vejledning på flere væsentlige områder. Kombinationen af nationale særregler og EU’s harmoniseringsbestræbelser stiller derfor store krav til både myndigheder og markedsaktører, som skal kunne navigere i et komplekst reguleringslandskab, der konstant tilpasses udviklingen inden for grøn finansiering og bæredygtige investeringer.
Udfordringer ved at identificere og undgå greenwashing
En af de væsentligste udfordringer ved grøn finansiering er at identificere og undgå greenwashing, hvor virksomheder og finansielle aktører fremstår mere bæredygtige, end de reelt er. Dette skyldes blandt andet, at der fortsat er stor variation i, hvordan bæredygtighed defineres og vurderes på tværs af sektorer og lande.
Manglen på fælles standarder og gennemsigtighed gør det vanskeligt for investorer at gennemskue, om et investeringsprodukt eller en virksomhed faktisk lever op til de grønne løfter, der kommunikeres. Derudover kan komplekse og tekniske oplysninger i rapporteringen sløre det reelle klimaaftryk, hvilket øger risikoen for, at markedsaktører utilsigtet bidrager til greenwashing.
Samtidig udfordrer de hastigt skiftende regulatoriske krav virksomhedernes evne til at tilpasse sig og sikre dokumentation for deres bæredygtighedsindsats. Dette stiller store krav til due diligence-processer, løbende monitorering og uafhængig verifikation, hvis man skal minimere risikoen for greenwashing og sikre, at grøn finansiering rent faktisk bidrager til den bæredygtige omstilling.
Retlige konsekvenser og fremtidsperspektiver for grøn finansiering
De retlige konsekvenser af grøn finansiering bliver stadig mere tydelige i takt med, at lovgivningen på området udvikler sig. Manglende overholdelse af de gældende regler, såsom EU’s taksonomi og oplysningsforordningen (SFDR), kan medføre både administrative sanktioner, økonomiske bøder og tab af investortillid.
Samtidig bliver virksomheder i stigende grad mødt med krav om dokumentation og transparens, hvilket øger risikoen for retssager, særligt hvis der er tale om vildledende markedsføring eller greenwashing.
Ser man fremad, forventes det, at reguleringen vil blive yderligere skærpet og harmoniseret på tværs af EU, hvilket stiller endnu større krav til finansielle aktører og virksomheder om at tilpasse sig de retlige rammer.
Det kan føre til øget professionalisering og standardisering inden for grøn finansiering, men også til nye udfordringer i forhold til fortolkning og implementering af reglerne. Samlet set vil de retlige konsekvenser og fremtidsperspektiver for grøn finansiering derfor i høj grad afhænge af evnen til at balancere ambitionen om bæredygtighed med et klart og forudsigeligt retligt grundlag.