Kryptovaluta har i løbet af det seneste årti udviklet sig fra et nichefænomen blandt teknologientusiaster til at blive et globalt fænomen med betydelig økonomisk indflydelse. I takt med denne udvikling er kryptovaluta ikke længere blot et spekulationsobjekt eller betalingsmiddel, men også blevet et aktiv, der kan inddrages i mere traditionelle finansielle transaktioner – herunder som sikkerhedsstillelse ved lån og kreditaftaler. Dette rejser en række komplekse spørgsmål om, hvordan kryptovaluta juridisk skal kvalificeres og håndteres i et finansieringsretligt perspektiv.
Formålet med denne artikel er at give en grundig analyse af brugen af kryptovaluta som sikkerhed i finansielle transaktioner. Artiklen undersøger, hvilke retlige rammer der gælder for kryptovaluta som aktivtype, og hvordan disse aktiver kan inddrages i sikkerhedsstillelsesaftaler under dansk og EU-ret. Samtidig belyses de særlige udfordringer, som opstår, når digitale aktiver som kryptovaluta skal pantsættes eller gøres til genstand for udlæg, samt de risici, der følger med denne form for sikkerhedsstillelse.
Endelig sættes udviklingen i internationalt perspektiv, og der gives et bud på, hvordan fremtidige regulatoriske tiltag kan komme til at forme området. Artiklen henvender sig til jurister, finansielle aktører og andre, som ønsker et indblik i de muligheder og udfordringer, der knytter sig til kryptovaluta som sikkerhed i den moderne finansverden.
Begrebsafklaring: Hvad er kryptovaluta som aktivtype?
Kryptovaluta er en digital repræsentation af værdi, der primært eksisterer på decentraliserede, distribuerede databaser – såkaldte blockchain-netværk. Som aktivtype adskiller kryptovaluta sig fra traditionelle finansielle aktiver ved ikke at have nogen fysisk form og ved ikke at være udstedt eller garanteret af en statslig myndighed eller en centralbank.
Eksempler på kendte kryptovalutaer er Bitcoin og Ethereum, men der findes i dag tusindvis af forskellige kryptovalutaer med varierende egenskaber. Kryptovaluta kan fungere som betalingsmiddel, værdilager eller investeringsobjekt, afhængigt af konteksten og brugernes formål.
Værdien af kryptovaluta bestemmes udelukkende af udbud og efterspørgsel på de globale kryptomarkeder og kan derfor være præget af betydelige prisudsving. I en finansieringsretlig kontekst betragtes kryptovaluta som et digitalt aktiv, der kan omsættes, overdrages og, i stigende grad, anvendes som sikkerhed i finansielle transaktioner, selvom dens retlige status fortsat er genstand for debat og udvikling.
Udviklingen i brugen af kryptovaluta som sikkerhedsstillelse
Brugen af kryptovaluta som sikkerhedsstillelse har i løbet af de seneste år gennemgået en markant udvikling, både internationalt og i dansk sammenhæng. Oprindeligt blev kryptovalutaer primært anvendt som spekulationsobjekter eller betalingsmidler i nichemarkeder, men den øgede udbredelse og accept af digitale aktiver har medført, at kryptovaluta i stigende grad indgår som et aktiv i finansielle transaktioner.
Særligt inden for decentraliseret finans (DeFi) har kryptovaluta fået en central rolle som sikkerhedsstillelse i forbindelse med udlån og andre finansielle arrangementer, hvor brugere kan stille deres digitale aktiver som sikkerhed for at opnå lån i enten fiatvaluta eller andre kryptovalutaer.
Også mere traditionelle finansielle institutioner og långivere er begyndt at undersøge mulighederne for at acceptere kryptovaluta som sikkerhed, dog ofte under forudsætning af øgede krav til værdiansættelse og håndtering af volatilitet.
Udviklingen drives dels af den teknologiske modning af blockchain-infrastrukturen, dels af et øget fokus på at udnytte de likviditetsfordele og den hurtige overførsel, som kryptovaluta kan tilbyde i sikkerhedsstillelsesaftaler. På trods af disse fremskridt er markedet dog fortsat præget af betydelig usikkerhed, både retligt og kommercielt, hvilket i praksis medfører, at brugen af kryptovaluta som sikkerhed endnu ikke er fuldt integreret i det etablerede finansielle system.
Retlig kvalifikation af kryptovaluta i dansk og EU-ret
Kryptovalutaers juridiske status har været genstand for betydelig debat og udvikling både i dansk og europæisk ret. I dansk ret er kryptovaluta ikke udtrykkeligt reguleret i lovgivningen, og der eksisterer således ikke en særskilt retlig definition.
Kryptovaluta anses hverken som lovligt betalingsmiddel eller som traditionel valuta, men behandles ofte som et formueaktiv, nærmere betegnet et digitalt aktiv, der kan indehaves og overdrages.
Dette afspejles også i praksis fra blandt andet SKAT, hvor kryptovaluta behandles som et formuegode ved beskatning, og ikke som valuta eller værdipapir. I EU-retlig kontekst har især MiCA-forordningen (Markets in Crypto-Assets) søgt at etablere en ramme for regulering af visse typer af kryptoaktiver, men flere kryptovalutaer – herunder Bitcoin og Ethereum – falder uden for eksisterende finansielle reguleringer som MiFID II, der regulerer finansielle instrumenter.
Kryptovaluta kvalificeres således typisk ikke som finansielt instrument eller elektroniske penge, men som en særlig kategori af digitale aktiver.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle
her.
Den retlige kvalifikation har væsentlig betydning for mulighederne for at anvende kryptovaluta som sikkerhed, idet gældende regler om for eksempel pantsætning og tinglysning tager udgangspunkt i karakteren af det pågældende aktiv. Manglende klarhed og harmonisering på området skaber således juridisk usikkerhed, både hvad angår rettighedserhvervelse, håndhævelse og prioritetsstilling ved brug af kryptovaluta som sikkerhed i finansielle transaktioner.
Sikkerhedsstillelsesaftaler og deres udformning for kryptovaluta
Ved udformningen af sikkerhedsstillelsesaftaler, hvor kryptovaluta indgår som aktiv, opstår en række særlige overvejelser i forhold til både den juridiske og tekniske håndtering af sikkerheden. Traditionelt udformes sikkerhedsstillelsesaftaler med udgangspunkt i fysiske eller registrerede aktiver, hvoraf rettigheder og kontrol kan sikres gennem etablerede procedurer og registre.
Kryptovaluta adskiller sig imidlertid ved sin digitale natur, decentraliserede struktur og ofte pseudonyme ejerforhold, hvilket stiller særlige krav til aftalens udformning. Det er centralt at præcisere, hvordan rådigheden over kryptovalutaen overføres fra pantsætter til panthaver – eksempelvis gennem overdragelse af private nøgler, multi-signature wallets eller ved brug af tredjepartsløsninger som escrow.
Aftalen bør desuden klart fastlægge, hvordan sikkerheden opbevares, hvem der har adgang til midlerne under lånets løbetid, og hvilke procedurer der gælder ved misligholdelse.
Dertil bør der tages højde for volatiliteten i kryptovalutaens værdi, eksempelvis gennem krav om supplerende sikkerhedsstillelse (margin calls) eller løbende værdiansættelse. Endelig skal aftalen afspejle gældende ret, herunder hensynet til eventuelle lovkrav om skriftlighed, meddelelse til tredjemand og passende identifikation af de pågældende digitale aktiver. Samlet kræver sikkerhedsstillelsesaftaler med kryptovaluta som aktivtype således en særligt omhyggelig og teknisk funderet aftaleudformning for at sikre både gyldighed og effektivitet.
Panteret og udlæg i digitale aktiver
Etableringen af panteret og muligheden for udlæg i digitale aktiver som kryptovaluta rejser en række finansieringsretlige og praktiske udfordringer. Kryptovaluta adskiller sig fra traditionelle aktiver ved ikke at have fysisk form eller være registreret i et centralt register, hvilket komplicerer både stiftelsen og håndhævelsen af panteret.
- Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.
I dansk ret er det afgørende, at der kan ske rådighedsberøvelse af aktivet, eksempelvis ved overførsel af kryptovaluta til en separat wallet kontrolleret af panthaver eller gennem brug af såkaldte smart contracts, der kan automatisere overgangen af kontrol ved misligholdelse.
Samtidig giver kryptovalutas digitale karakter mulighed for hurtig omsættelighed og anonymitet, hvilket kan vanskeliggøre identifikation og eksekvering af udlæg for kreditorer.
Domstolene har endnu kun i begrænset omfang taget stilling til udlæg i kryptovaluta, men der synes at være en stigende tendens til at anerkende sådanne digitale aktiver som udlægsobjekter, forudsat at de kan individualiseres og lokaliseres tilstrækkeligt. Samlet set forudsætter både panteret og udlæg i kryptovaluta, at der etableres klare procedurer for rådighedsberøvelse, samt at der tages højde for de teknologiske og retlige særtræk, der knytter sig til digitale aktiver.
Risici og udfordringer ved brug af kryptovaluta som sikkerhed
Brugen af kryptovaluta som sikkerhed indebærer en række risici og udfordringer, der adskiller sig markant fra traditionelle aktiver. Først og fremmest er kryptovaluta præget af betydelig volatilitet, hvilket betyder, at værdien af den stillede sikkerhed kan svinge voldsomt – ofte på meget kort tid.
Dette kan skabe usikkerhed for både långiver og låntager, idet sikkerhedens værdi hurtigt kan blive utilstrækkelig til at dække det underliggende krav. Desuden er retstillingen omkring ejendomsretten til og rådigheden over kryptovalutaer ofte uklar på grund af manglende præcise lovregler og praksis.
Det skaber udfordringer i forbindelse med etablering, opretholdelse og realisation af sikkerheden. Derudover er der teknologiske risici forbundet med opbevaring og overførsel af kryptovaluta, såsom risikoen for hacking, tab af adgangskoder eller fejl i de anvendte wallets, hvilket kan føre til tab af sikkerheden uden mulighed for rekonstruktion.
Endelig er det endnu uafklaret, hvordan insolvensretlige regler og panteretlige principper præcist finder anvendelse på digitale aktiver som kryptovaluta, hvilket øger den retlige usikkerhed for både kreditorer og debitorer. Samlet set stiller disse forhold særlige krav til aftaleudformning, risikostyring og løbende overvågning ved brug af kryptovaluta som sikkerhedsstillelse.
Internationale perspektiver på finansiering med kryptovaluta
På globalt plan har finansiering med kryptovaluta oplevet en markant udvikling og divergerer betydeligt fra jurisdiktion til jurisdiktion. I nogle lande, som Schweiz og Singapore, har myndighederne udvist en relativt progressiv tilgang og udviklet rammer, der muliggør brugen af kryptovaluta som sikkerhed ved lån og finansielle transaktioner.
Her har banker og fintech-virksomheder etableret løsninger, hvor kryptovaluta accepteres som collateral, hvilket har ført til innovation inden for både traditionelle og decentrale finansieringsmodeller (DeFi). Omvendt har andre jurisdiktioner, eksempelvis Kina og Indien, indført væsentlige restriktioner eller direkte forbud mod visse former for kryptorelaterede finansielle aktiviteter, hvilket begrænser muligheden for at anvende kryptovaluta som sikkerhed.
Internationalt ses derfor både et fragmenteret retligt landskab og en forskelligartet praksis, som skaber udfordringer for grænseoverskridende finansiering og for harmoniseringen af reglerne på området.
Samtidig har internationale organisationer som IMF og FATF løbende udtrykt bekymring for de risici, der kan være forbundet med hvidvask, manglende gennemsigtighed og volatilitet. På trods af disse udfordringer vokser markedet for kryptobaseret finansiering, og flere grænseoverskridende initiativer arbejder på at etablere fælles standarder, som kan understøtte en mere ensartet og sikker anvendelse af kryptovaluta som finansieringsinstrument globalt.
Fremtidsperspektiver og regulatoriske overvejelser
Fremtidsperspektiverne for brugen af kryptovaluta som sikkerhed er tæt forbundet med udviklingen af både nationale og internationale regulatoriske rammer. På nuværende tidspunkt hersker der stor usikkerhed om, hvordan kryptovaluta juridisk skal kvalificeres, og hvordan de eksisterende regler om pant og sikkerhedsstillelse kan tilpasses digitale aktiver, der ikke har fysisk form eller fast tilknytning til en jurisdiktion.
Flere europæiske initiativer, herunder EU’s MiCA-forordning, sigter mod at skabe mere ensartede regler for behandling af kryptoaktiver, men der er fortsat mange uafklarede spørgsmål, særligt i forhold til insolvensret og prioritering af rettigheder ved konkurssituationer.
For fremtiden forventes det, at lovgiverne vil blive nødt til at tage stilling til, hvordan man sikrer tilstrækkelig beskyttelse af både långivere og låntagere, samtidig med at innovation og adgang til nye finansieringsformer ikke hæmmes unødigt.
Dette kan indebære nye standarder for digital identifikation og registrering af panterettigheder, samt en tættere integration mellem traditionelle retlige principper og de teknologiske muligheder, som blockchain og smart contracts tilbyder.