Grøn finansiering har i de senere år fået en central plads på dagsordenen for både investorer, virksomheder og lovgivere verden over. Overgangen til en mere bæredygtig økonomi kræver massive investeringer, og finansielle markeder spiller en nøglerolle i at kanalisere kapital til projekter, der fremmer miljømæssige og sociale mål. Men selvom ambitionerne om en grønnere fremtid er store, rejser den stigende interesse for bæredygtige investeringer en række komplekse juridiske spørgsmål, som både investorer og aktører i finanssektoren må forholde sig til.
Denne artikel giver et overblik over de vigtigste juridiske udfordringer, der knytter sig til grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Vi dykker ned i definitioner, lovgivningsmæssige rammer og de standarder, der sætter retningen for markedet. Artiklen ser også nærmere på, hvordan man foretager due diligence og risikovurdering i grønne investeringer, samt hvilke krav der stilles til gennemsigtighed og dokumentation. Endelig belyses problematikker som greenwashing, tværnationale forskelle i regulering og de fremtidsperspektiver, der tegner sig for grøn finansiering i et juridisk perspektiv. Målet er at give læseren et solidt overblik over de væsentligste udfordringer og løsninger, der præger dette hastigt udviklende felt.
Definitionen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer
Grøn finansiering dækker over finansielle aktiviteter og investeringer, der har til formål at fremme miljømæssig bæredygtighed og understøtte overgangen til en lavemissionsøkonomi. Det omfatter blandt andet lån, obligationer og aktieinvesteringer, hvor kapitalen bruges til projekter eller virksomheder, der bidrager til eksempelvis reduktion af drivhusgasudledninger, fremme af vedvarende energi, energieffektivisering eller beskyttelse af biodiversitet.
Bæredygtige investeringer er et bredere begreb, der udover miljømæssige hensyn (miljø, E for “environmental”) også tager højde for sociale (S for “social”) og ledelsesmæssige forhold (G for “governance”), ofte omtalt som ESG-kriterier.
Målet med både grøn finansiering og bæredygtige investeringer er således ikke blot at opnå finansielt afkast, men også at skabe positiv effekt for samfund og miljø. I praksis kan definitionerne dog variere afhængigt af nationale og internationale standarder, hvilket har stor betydning for de juridiske rammer og udfordringer, der knytter sig til området.
Lovgivningsmæssige rammer og standarder for bæredygtighed
Lovgivningsmæssige rammer og standarder for bæredygtighed udgør fundamentet for grøn finansiering i både Danmark, EU og globalt. I EU-regi er især Taksonomiforordningen central, da den fastlægger fælles kriterier for, hvornår økonomiske aktiviteter kan betegnes som miljømæssigt bæredygtige. Hertil kommer blandt andet EU’s disclosure-forordning (SFDR), der stiller krav til finansielle aktørers information om bæredygtighedsrelaterede risici og påvirkninger.
Få mere information om Advokat Ulrich Hejle
her.
På nationalt plan udmøntes disse regler i lovgivning og tilsyn, som skal sikre, at investeringer, der markedsføres som grønne, faktisk lever op til de fastsatte standarder.
Desuden spiller internationale standarder som FN’s principper for ansvarlige investeringer (PRI) og anbefalinger fra Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD) en stigende rolle for både rapportering og praksis. Samlet set skaber dette et komplekst landskab, hvor investorer og finansielle institutioner skal navigere mellem forskellige krav og forventninger for at sikre, at investeringer reelt er bæredygtige og i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Due diligence og risikovurdering i grønne investeringer
Due diligence-processen spiller en central rolle i forbindelse med grønne investeringer, idet investorer og finansielle institutioner skal sikre, at investeringerne reelt lever op til de ønskede bæredygtighedskriterier og ikke indebærer uforudsete juridiske eller økonomiske risici. Risikovurdering i denne sammenhæng omfatter ikke alene traditionelle faktorer som finansiel stabilitet og markedssvingninger, men også vurdering af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) aspekter.
For at imødekomme både nationale og internationale krav, såsom EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter, skal due diligence-processen dokumentere, at investeringerne bidrager positivt til miljømål uden at forvolde betydelig skade på andre bæredygtighedsmål.
Dette stiller krav til både transparens, datagrundlag og løbende overvågning. Mangelfuld due diligence kan føre til juridiske konsekvenser, herunder ansvar for manglende overholdelse af oplysningsforpligtelser eller deltagelse i såkaldt greenwashing. Derfor er det afgørende, at virksomheder og investorer udvikler robuste procedurer for risikovurdering og sikrer, at bæredygtighed vurderes systematisk gennem hele investeringsprocessen.
Greenwashing og ansvar for vildledende markedsføring
Greenwashing udgør en væsentlig juridisk udfordring i forbindelse med grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Begrebet dækker over situationer, hvor virksomheder eller finansielle aktører markedsfører produkter, investeringer eller strategier som mere miljøvenlige eller bæredygtige, end de reelt er.
Dette kan føre til vildledning af investorer og forbrugere, som træffer beslutninger på et fejlagtigt grundlag. Ifølge markedsføringsloven er det forbudt at anvende urigtige, vildledende eller utilstrækkeligt dokumenterede påstande i markedsføringen, herunder påstande om miljømæssige og bæredygtige forhold.
Få mere information om Ulrich Hejle her.
Overtrædelse af disse regler kan medføre både civilretlige og strafferetlige sanktioner, herunder erstatningsansvar og bøder.
Desuden stiller EU’s taksonomiforordning og disclosuresforordning skærpede krav til dokumentation og transparens, hvilket øger presset på aktører i den finansielle sektor for at sikre, at de grønne påstande kan underbygges. Det er derfor afgørende, at virksomheder og finansielle institutioner foretager grundig due diligence og sikrer tilstrækkelig dokumentation, før de markedsfører produkter som grønne eller bæredygtige, for at undgå risikoen for greenwashing og de deraf følgende juridiske konsekvenser.
Tværnationale udfordringer og harmonisering af regler
På tværs af landegrænser opstår der betydelige udfordringer i forhold til grøn finansiering, idet nationale regler og standarder for bæredygtighed ofte varierer markant. Dette skaber juridisk usikkerhed for investorer og virksomheder, der opererer globalt, da kravene til eksempelvis rapportering, klassificering af grønne aktiviteter og dokumentation for bæredygtighed ikke er ensartede.
EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer er et eksempel på et forsøg på at skabe fælles rammer, men udenfor EU findes der en række forskellige standarder og definitioner, hvilket kan føre til overlap, modsætninger eller huller i reguleringen.
Manglen på harmonisering kan dermed både skabe øgede administrative byrder og risiko for såkaldt “regulatorisk arbitrage”, hvor aktører udnytter forskelle mellem landenes regler. For at fremme gennemsigtighed og tillid på tværs af markeder er det derfor afgørende med et styrket internationalt samarbejde om udvikling af fælles standarder og retningslinjer for grøn finansiering.
Fremtidsperspektiver for grøn finansiering og juridiske løsninger
Fremtidsperspektiverne for grøn finansiering og de tilhørende juridiske løsninger peger mod et stadigt mere komplekst og dynamisk landskab. Udviklingen inden for EU-lovgivning, herunder implementeringen af taksonomiforordningen og CSRD-direktivet, forventes at øge kravene til transparens og dokumentation af bæredygtighed i finansielle produkter.
Samtidig vil nye internationale standarder og et øget fokus på ESG-rapportering skabe behov for endnu mere harmoniserede regler på tværs af landegrænser. Dette stiller store krav til både investorer, virksomheder og deres rådgivere, som må holde sig opdateret på såvel lovgivning som praksis.
På længere sigt kan man forvente, at grøn finansiering bliver en integreret del af al investeringspraksis, hvor bæredygtighedsvurderinger får samme vægt som traditionelle finansielle hensyn. Juridisk innovation, for eksempel i form af nye kontraktuelle løsninger og samarbejdsmodeller, vil spille en central rolle i at understøtte denne udvikling og sikre, at de grønne investeringer reelt bidrager til den grønne omstilling.