Grøn finansiering og bæredygtige investeringer fylder stadigt mere i både den offentlige debat og på de finansielle markeder. Efterspørgslen efter investeringer, der bidrager positivt til miljø og klima, vokser hastigt, og virksomheder, banker og investorer står over for nye muligheder – men også komplekse krav. Hvor grønne investeringer tidligere kunne opfattes som et frivilligt tilvalg, er de nu i stigende grad underlagt streng regulering og juridiske standarder på både nationalt og europæisk niveau.
Denne artikel giver et overblik over de centrale juridiske aspekter ved grøn finansiering. Vi dykker ned i definitionerne af grønne og bæredygtige investeringer, gennemgår gældende lovgivning og regulering, og ser nærmere på de krav, der stilles til dokumentation, rapportering og ansvarlighed. Desuden belyses de vigtigste finansielle instrumenter inden for grøn finansiering, udfordringer med greenwashing samt de nyeste tendenser og fremtidsperspektiver på området. Artiklen henvender sig til professionelle aktører, rådgivere og beslutningstagere, der ønsker en grundlæggende juridisk forståelse af det hurtigt udviklende felt.
Definitionen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer
Grøn finansiering dækker over finansielle aktiviteter og investeringer, der har til formål at fremme miljømæssig bæredygtighed og understøtte overgangen til en lavemissionsøkonomi. Det indebærer, at kapital allokeres til projekter, virksomheder eller teknologier, som bidrager positivt til klimaet, eksempelvis ved at reducere CO₂-udledning, fremme vedvarende energi eller forbedre ressourceeffektiviteten.
Bæredygtige investeringer omfatter en bredere tilgang, hvor der ikke alene tages hensyn til miljømæssige (E), men også sociale (S) og ledelsesmæssige (G) forhold – de såkaldte ESG-kriterier.
Formålet er at sikre, at investeringer ikke blot giver økonomisk afkast, men også understøtter samfundsansvar og en mere bæredygtig udvikling. Grøn finansiering og bæredygtige investeringer bliver således centrale redskaber i arbejdet med at nå internationale klimamål og leve op til både nuværende og kommende lovkrav om bæredygtighed i den finansielle sektor.
Lovgivning og regulering på nationalt og EU-niveau
Lovgivningen og reguleringen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer tager udgangspunkt i både nationale og europæiske rammer, som tilsammen danner et komplekst regelsæt for aktører på området. På EU-niveau er især taksonomiforordningen central, idet den fastsætter ensartede kriterier for, hvornår en økonomisk aktivitet kan betegnes som miljømæssigt bæredygtig.
Samtidig stiller EU’s Disclosure-forordning (SFDR) og reglerne om bæredygtighedsrapportering (CSRD) skærpede krav til finansielle markedsdeltagere om gennemsigtighed og rapportering af bæredygtighedsforhold. Nationalt har Danmark implementeret disse EU-regler i den danske lovgivning, samtidig med at der føres tilsyn fra myndigheder som Finanstilsynet for at sikre overholdelse.
Dette juridiske landskab stiller betydelige krav til dokumentation, processer og compliance hos virksomheder og investorer, som ønsker at markedsføre deres investeringer som grønne eller bæredygtige. Samlet set understøtter reguleringen både forbrugerbeskyttelse, et mere bæredygtigt finansielt marked og bidrager til at modvirke greenwashing.
Krav til dokumentation og rapportering af bæredygtighed
Virksomheder og finansielle institutioner, der ønsker at tiltrække grøn finansiering eller markedsføre deres investeringer som bæredygtige, er underlagt en række krav til dokumentation og rapportering af bæredygtighed. Især på EU-niveau stilles der gennem lovgivning som EU’s taksonomiforordning og disclosureforordningen (SFDR) omfattende krav til, hvordan bæredygtighedsdata skal indsamles, verificeres og offentliggøres.
Disse regler forpligter aktørerne til at dokumentere, i hvilket omfang deres aktiviteter lever op til definerede miljømæssige og sociale kriterier, og til at offentliggøre detaljerede oplysninger om bæredygtighedsrisici, negative indvirkninger og målopfyldelse.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle
her.
Kravene gælder både ved udstedelse af grønne finansielle produkter og løbende rapportering, og sigter mod at sikre gennemsigtighed for investorer og undgå greenwashing.
- Få mere information om Advokat Ulrich Hejle her.
For at leve op til kravene skal virksomheder ofte implementere nye processer for dataindsamling, anvende standardiserede rapporteringsrammer såsom GRI eller ESRS, og sikre løbende opdatering af oplysninger i takt med, at lovgivningen udvikler sig. Manglende overholdelse kan medføre juridiske og kommercielle konsekvenser, hvilket understreger nødvendigheden af en solid og dokumenterbar tilgang til bæredygtighedsrapportering.
Due diligence og ansvar i investeringsprocessen
I investeringsprocessen spiller due diligence en central rolle, når det gælder grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Investorer og finansielle aktører har et juridisk ansvar for at foretage en grundig vurdering af de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) forhold, der knytter sig til investeringen.
Dette indebærer blandt andet at indsamle og analysere relevant dokumentation, vurdere virksomheders bæredygtighedspraksis og sikre, at investeringerne lever op til gældende lovgivning og internationale standarder. Manglende eller utilstrækkelig due diligence kan føre til både økonomiske og juridiske konsekvenser, herunder ansvar for fejlagtige oplysninger eller manglende hensyntagen til bæredygtighedskrav.
Særligt i lyset af EU’s taksonomiforordning og disclosure-forordningen er der skærpede krav til gennemsigtighed og dokumentation, hvilket øger presset på investorer for at dokumentere og begrunde deres valg. Dermed er due diligence ikke blot et frivilligt redskab, men en nødvendig proces for at sikre overholdelse af reglerne og for at undgå ansvar i forbindelse med grønne investeringer.
Grønne obligationer og finansielle instrumenter
Grønne obligationer og andre bæredygtige finansielle instrumenter spiller en central rolle i omstillingen til en mere bæredygtig økonomi, idet de muliggør finansiering af projekter, der har en positiv miljømæssig eller klimamæssig effekt. Grønne obligationer er værdipapirer, hvor provenuet øremærkes til grønne projekter, såsom energieffektivisering, vedvarende energi, bæredygtig transport eller klimatilpasning.
For at styrke markedets troværdighed og forhindre greenwashing er der udviklet både internationale og europæiske standarder og rammeværk for udstedelsen af grønne obligationer, eksempelvis ICMA’s Green Bond Principles og EU’s foreslåede standard for europæiske grønne obligationer (EU Green Bond Standard).
Disse stiller krav til transparens, rapportering og ekstern verifikation af, at midlerne faktisk anvendes til bæredygtige formål.
Foruden grønne obligationer findes der også andre finansielle instrumenter, såsom bæredygtighedslinkede obligationer og lån, hvor betingelserne for finansieringen er koblet til opnåelsen af specifikke bæredygtighedsmål. Udviklingen af disse instrumenter har affødt et øget fokus på de juridiske rammer, særligt i forhold til investorbeskyttelse, korrekt markedsføring og dokumentation af den grønne effekt.
For obligationsudstedere og finansielle institutioner indebærer dette blandt andet et ansvar for at dokumentere og verificere, at projekterne opfylder gældende standarder og lovgivning, herunder også EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter.
Samtidig stilles der krav til løbende rapportering og gennemsigtighed over for investorerne, hvilket medfører, at juridiske rådgivere og compliance-funktioner får en stadig større rolle i udarbejdelsen og forvaltningen af grønne finansielle produkter. Den stigende regulering og standardisering i markedet for grønne finansielle instrumenter forventes at skærpe tilliden og integriteten i markedet, men stiller samtidig aktørerne over for komplekse juridiske krav, der kræver en grundig forståelse af både finansielle og miljømæssige forhold.
Risici og udfordringer ved greenwashing
Greenwashing udgør en væsentlig risiko i forbindelse med grøn finansiering, da det kan underminere tilliden til markedet for bæredygtige investeringer. Når virksomheder eller finansielle aktører overdriver eller fejlagtigt fremstiller deres produkter, investeringer eller strategier som mere bæredygtige, end de reelt er, vildleder de både investorer og forbrugere.
Dette kan føre til fejlinvesteringer, hvor kapital kanaliseres til projekter, der ikke lever op til de grønne løfter, og det øger risikoen for juridiske sanktioner, hvis der bliver tale om vildledende markedsføring eller brud på gældende regulering.
Udfordringen for investorer og rådgivere består i at kunne gennemskue de faktiske bæredygtighedsforhold og sikre, at investeringerne reelt lever op til de standarder og krav, der stilles i lovgivningen. Samtidig er der en konstant bevægelse i reguleringen, hvilket kræver løbende opdatering af procedurer og dokumentation for at undgå utilsigtet greenwashing eller manglende overholdelse af de juridiske rammer.
Fremtidsperspektiver og nye juridiske tendenser
Fremadrettet forventes området for grøn finansiering at blive præget af øget kompleksitet og fortsat udvikling i den juridiske regulering. EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer er allerede ved at sætte nye standarder, og i de kommende år vil der formentlig komme yderligere krav til gennemsigtighed, dokumentation og ansvarlighed for både investorer og virksomheder.
Samtidig arbejdes der internationalt på at harmonisere standarder, så grænseoverskridende investeringer lettes, og risikoen for greenwashing minimeres.
Kunstig intelligens og digitalisering kan desuden forventes at få større betydning for monitorering og efterlevelse af reglerne. Den juridiske udvikling vil derfor kræve løbende tilpasning fra aktørernes side, og rådgivere må holde sig ajour med både EU-retlige og nationale ændringer samt de teknologiske muligheder, der kan understøtte dokumentation og compliance inden for grøn finansiering.