Når konkursen banker på døren, opstår spørgsmålet om, hvem der i sidste ende må bære tabet, når virksomheden ikke længere kan betale sine kreditorer. Konkurs er ikke kun et juridisk og økonomisk opgør – det er også en kamp om rettigheder og prioriteringer blandt de mange, der har penge til gode. For kreditorerne handler det om at sikre sig bedst muligt i kampen om de resterende værdier, og for skyldneren kan det betyde forskellen på en ny begyndelse og økonomisk ruin.
I takt med at finansielle produkter og finansieringsformer har udviklet sig, er landskabet for, hvem der står først i køen til at få dækning i en konkurs, blevet mere komplekst. Pant, ejendomsforbehold og andre sikkerheder giver visse kreditorer en klar fordel, mens andre må stille sig bagest i rækken. Samtidig har nye finansielle instrumenter og kreative finansieringsløsninger udfordret de traditionelle prioritetsregler og skabt behov for at forstå både de klassiske og moderne mekanismer, der afgør fordelingen af værdierne.
Her finder du mere information om Ulrich Hejle
.
Denne artikel dykker ned i prioritetsrækkefølgen i moderne finansieringsret og søger at give et overblik over, hvordan rettigheder fordeles, når konkursen bliver en realitet. Med udgangspunkt i både klassiske principper og nyere udviklinger på området, belyses, hvem der får – og hvem der mister – når konkursen rammer.
Konkursens anatomi: Hvem tager regningen, når kassen er tom?
Når et selskab går konkurs, opstår det grundlæggende spørgsmål: Hvem må bære tabet, når der ikke er penge nok til at dække alle krav? Konkursboets midler fordeles efter en fastlagt prioritetsrækkefølge, hvor visse kreditorer står stærkere end andre.
Først dækkes omkostninger forbundet med selve bobehandlingen, herunder kurators salær og andre nødvendige udgifter. Dernæst kommer de såkaldte privilegerede krav, såsom løn til medarbejdere for en vis periode og visse skatter og afgifter.
Herefter følger de almindelige, usikrede kreditorer—typisk leverandører og samarbejdspartnere uden sikkerhedsstillelse. Står der noget tilbage, når disse er betalt, udbetales det til ejerne, hvilket dog sjældent er tilfældet. I praksis betyder det, at usikrede kreditorer ofte må tage det største tab, mens dem med sikkerhed i aktiver har en væsentligt bedre position, når konkursens regning skal gøres op.
Særlige kreditorers styrkeposition: Pant, ejendomsforbehold og andre sikkerheder
Særlige kreditorer indtager en markant styrkeposition i konkursboets fordeling gennem deres adgang til forskellige former for sikkerheder, især pant, ejendomsforbehold og andre aftalte rettigheder. Når en virksomhed går konkurs, betyder dette, at de kreditorer, som har sikret sig pant i virksomhedens aktiver – det kan være alt fra fast ejendom over biler til varelager – får fortrinsret til at få dækket deres tilgodehavende forud for de almindelige (usikrede) kreditorer.
Tilsvarende gælder for ejendomsforbehold, hvor sælgeren bevarer ejendomsretten til en vare, indtil købesummen er fuldt betalt, og således kan kræve varen tilbage ved konkurs.
Andre former for sikkerhed, såsom virksomhedspant og factoring, er i de senere år blevet mere udbredte og styrker ligeledes långivers position markant.
Disse sikkerhedsrettigheder har afgørende betydning for, hvem der reelt bærer risikoen ved debitors betalingsstandsning, og de skaber en klar hierarkisk forskel mellem kreditorerne, hvor de sikrede kreditorer ofte står relativt stærkt, mens de usikrede må nøjes med, hvad der måtte være tilbage, når de sikrede har fået deres.
Moderne finansieringsformer og deres indflydelse på prioritetsrækkefølgen
I takt med udviklingen på det finansielle marked har moderne finansieringsformer fået stadig større betydning for, hvordan kreditorernes prioritet bliver fastlagt i en konkurs. Især alternative finansieringsmodeller som factoring, sale-and-lease-back og crowdfunding har introduceret nye aktører og former for sikkerhedsstillelse, hvilket udfordrer den traditionelle forståelse af prioritetsrækkefølgen.
For eksempel kan factoring give långiveren direkte adgang til virksomhedens tilgodehavender, og crowdlending kan skabe et stort antal små kreditorer med usikre rettigheder i konkursboet.
Få mere info om Advokat Ulrich Hejle her.
Samtidig benytter virksomheder sig i stigende grad af flydende og dynamiske panteformer, hvor sikkerheden løbende skifter karakter og værdi, hvilket kan skabe usikkerhed om, hvem der reelt har fortrinsret, når aktiverne skal fordeles. Disse udviklinger betyder, at den klassiske prioritetsrækkefølge udfordres, og at kreditorerne i stigende grad må forholde sig til mere komplekse og varierede sikkerhedsstrukturer, når de vurderer deres risiko ved udlån eller investering.
Når alt er fordelt: Efterspil, ansvar og ny start
Når boets midler er fordelt, og konkursen formelt afsluttes, opstår et nyt kapitel for både skyldner og kreditorer. For skyldneren betyder afslutningen på konkursbehandlingen ofte, at det økonomiske ansvar for de resterende, ubetalte krav ophører, hvis der er tale om en fysisk person – medmindre der foreligger undtagelser, som eksempelvis groft uforsvarlig adfærd eller gæld, der ikke kan bortfalde ved konkurs.
For selskaber resulterer konkursen som oftest i opløsning og sletning fra Erhvervsstyrelsens registre. Kreditorerne må forholde sig til det tab, der ikke blev dækket, og vurdere eventuelle muligheder for regres mod kautionister eller ledelsesmedlemmer, hvis der kan påvises ansvarspådragende handlinger, såsom grov uagtsomhed eller ulovlige dispositioner.
Konkursen fungerer dermed som et retsligt punktum, men efterspillet kan fortsætte gennem ansvarssager eller ved at parterne søger nye veje – enten ved at skyldneren starter på en frisk, eventuelt gennem gældssanering, eller ved at kreditorerne tilpasser deres kreditpolitik og risikovurdering fremadrettet.