I takt med at erhvervslivet og finansielle transaktioner bliver stadig mere komplekse, spiller sikkerhedsstillelse en afgørende rolle i moderne aftaleforhold. Garantier og kautioner er blandt de mest anvendte former for sikkerhed, når private såvel som virksomheder ønsker at sikre sig mod tab i tilfælde af misligholdelse. Disse juridiske instrumenter skaber tryghed for långivere og andre aftaleparter, men de medfører samtidig betydelige forpligtelser og risici for dem, der stiller sikkerheden.
Udviklingen inden for retspraksis har de senere år medført væsentlige ændringer i forståelsen og anvendelsen af garantier og kautioner. Domstolene har taget stilling til en række centrale spørgsmål om formkrav, fortolkning og retsvirkninger, hvilket har haft betydning for både långivere og skyldnere. Samtidig rejser den teknologiske udvikling og øget internationalisering nye problemstillinger og muligheder, som parterne må forholde sig til.
Denne artikel sætter fokus på de seneste tendenser inden for garantier og kaution, og belyser, hvordan nyere retspraksis påvirker sikkerhedsstillelse i dag. Målet er at give læseren et overblik over de væsentligste begreber, aktuelle problemstillinger og praktiske overvejelser, der knytter sig til udformning og anvendelse af garantier og kautionserklæringer.
Forskellen på garantier og kaution – begreber og betydning
Garantier og kaution er begge former for sikkerhedsstillelse, men de adskiller sig væsentligt i både juridisk konstruktion og praktisk betydning. En garanti indebærer typisk et selvstændigt betalingsløfte fra garantistilleren, der forpligter sig til at betale, hvis visse betingelser ikke opfyldes – ofte uden hensyn til hovedforholdet mellem debitor og kreditor.
Garantien er således uafhængig af hovedforpligtelsen, hvilket betyder, at garantistilleren ikke kan gøre de samme indsigelser gældende som hoveddebitor. Kaution derimod er karakteriseret ved, at kautionisten hæfter subsidiært for en andens gæld; kreditor skal altså først søge betaling hos hoveddebitor, før kautionisten kan kræves.
Kautionen er derfor accessorisk, hvilket medfører, at kautionisten kan påberåbe sig de samme indsigelser som hoveddebitor måtte have overfor kreditor. Disse forskelle har stor betydning for både kreditorers og sikkerhedsstilleres retsstilling, og valget mellem garanti og kaution bør derfor træffes med nøje overvejelse af parternes risici og interesser.
Udviklingen i retspraksis: Nye tendenser og afgørelser
I de seneste år har retspraksis inden for garantier og kaution undergået en markant udvikling, hvor domstolene har haft lejlighed til at tage stilling til en række principielle spørgsmål om fortolkning og gyldighed af sikkerhedsstillelser.
Særligt har Højesteret og landsretterne i flere nyere afgørelser præciseret grænserne mellem selvskyldnerkaution og simpel kaution, ligesom der er set en tendens til en mere nuanceret vurdering af, hvornår en erklæring udgør en selvstændig garanti eller blot en støtteerklæring.
Endvidere har domstolene i stigende grad lagt vægt på parternes individuelle forudsætninger og hensigter, herunder om långiveren har udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved modtagelsen og håndteringen af sikkerheden.
Få mere viden om Ulrich Hejle
her.
Få mere viden om Advokat Ulrich Hejle her >>
Der er også kommet øget fokus på kravene til klarhed og tydelighed i aftalegrundlaget, hvilket i praksis har medført, at uklare eller tvetydige bestemmelser typisk fortolkes til fordel for kautionisten. Disse tendenser understreger behovet for både långivere og skyldnere for at være opmærksomme på den seneste retspraksis, da fortolkningen af sikkerhedsstillelser i højere grad end tidligere beror på en konkret og samlet vurdering af aftalens indhold og omstændighederne ved dens tilblivelse.
Formkrav og fortolkning: Hvad siger domstolene?
Domstolene har i de senere år haft flere lejligheder til at tage stilling til både formkrav og fortolkning af garantier og kautionserklæringer, hvilket har bidraget til en mere nuanceret retspraksis på området.
Overordnet lægger domstolene vægt på, at formkravene – såsom skriftlighed og tydelig angivelse af forpligtelsens omfang – skal være opfyldt for at sikre retssikkerheden for både långiver og skyldner. Særligt i forhold til kaution har Højesteret blandt andet fastslået, at erklæringer skal fortolkes restriktivt, såfremt der er tvivl om forpligtelsens rækkevidde.
Dette betyder, at uklare eller vagt formulerede sikkerhedsstillelser ofte vil blive tolket til fordel for kautionisten.
For garantier er domstolene derimod mere tilbøjelige til at lægge vægt på parternes hensigt og det konkrete aftaleforløb, hvor også handelsbrug og sædvaner kan få betydning. Samlet understreger nyere retspraksis, at det er afgørende at udforme garantier og kautionserklæringer klart og præcist, idet domstolene ikke er tilbøjelige til at udstrække forpligtelserne ud over det, der kan udledes af ordlyden og de faktiske omstændigheder.
Risici og rettigheder for långivere og skyldnere
Ved sikkerhedsstillelse i form af garantier og kaution opstår der en række risici og rettigheder for både långivere og skyldnere, som det er afgørende at have for øje. For långiveren indebærer sikkerhedsretten en væsentlig beskyttelse, idet denne kan søge dækning hos garanti- eller kautionsgiver, hvis skyldneren misligholder sine forpligtelser.
Dog påhviler der långiveren en forpligtelse til at agere loyalt og oplyse om forhold, der kan have betydning for garanti- eller kautionsgivers risiko, idet tilbageholdelse af væsentlig information kan føre til bortfald eller begrænsning af sikkerheden.
For skyldneren betyder sikkerhedsstillelsen ofte, at en tredjemand – typisk en ejer eller nærtstående – påtager sig en betydelig økonomisk risiko, hvilket kan have konsekvenser for det interne forhold mellem skyldner og sikkerhedsstiller.
Retspraksis har desuden fastslået, at kautions- eller garantierklæringer skal fortolkes restriktivt, hvilket giver skyldnere og sikkerhedsstillere en vis retsbeskyttelse, men samtidig skærper kravene til långiverens omhu ved udformningen af erklæringerne. Samlet set understreger dette balancen mellem at sikre långiverens mulighed for at få dækning og at beskytte skyldnerens og sikkerhedsstillerens rettigheder mod urimelige byrder.
Praktiske overvejelser ved udformning af garantier og kautionserklæringer
Ved udformning af garantier og kautionserklæringer er det afgørende, at parterne forholder sig til en række praktiske forhold, der kan få væsentlig betydning for både gyldigheden og fortolkningen af sikkerhedsstillelsen. Det anbefales at formulere erklæringerne klart og utvetydigt, således at både omfanget af forpligtelsen og de konkrete betingelser for indfrielse fremgår tydeligt.
Parterne bør nøje overveje, om der er tale om en simpel eller selvskyldnerkaution, og præcisere dette i erklæringen, da det har stor betydning for kautionistens hæftelse og kreditorens adgang til at gøre krav gældende.
Ligeledes bør man være opmærksom på eventuelle tidsbegrænsninger, maksimumsbeløb og vilkår for opsigelse eller ophør, da uklare vilkår ofte fører til fortolkningstvivl og potentielle konflikter.
Endelig er det væsentligt at sikre sig, at formkravene i lovgivningen og eventuelle særlige krav fra finansielle institutter overholdes, herunder skriftlighed, underskrift og korrekt identifikation af de involverede parter. En grundig og gennemtænkt udarbejdelse af garantier og kautionserklæringer kan dermed bidrage til at forebygge misforståelser og retstvister, og skabe tryghed for både långiver og debitor.
Fremtidsudsigter: Sikkerhedsstillelse i en digital og international kontekst
Digitaliseringen af finansielle tjenester og den stigende internationalisering af handel skaber både nye muligheder og udfordringer for sikkerhedsstillelse gennem garantier og kaution. Elektroniske garantier og digitale signaturer vinder frem som effektive og hurtige alternativer til traditionelle, papirbaserede løsninger, hvilket kan lette både administration og opfølgning på tværs af landegrænser.
Samtidig stiller den digitale udvikling nye krav til retssikkerheden, især i forhold til identifikation af parter, bevisførelse og håndtering af tvister. På det internationale plan ses øget brug af standardiserede garantiformer og større fokus på harmonisering af regler, eksempelvis gennem internationale konventioner og soft law-initiativer.
Dette kan bidrage til større forudsigelighed og sikkerhed for både långivere og skyldnere, men kræver også, at danske aktører holder sig opdateret på retsudviklingen uden for landets grænser. I de kommende år må både praksis og lovgivning derfor tilpasse sig en virkelighed, hvor digitalisering og internationalisering er grundvilkår for sikkerhedsstillelse.