Garantistillelse spiller en central rolle i dansk erhvervsliv og indgår ofte som en integreret del af både større og mindre forretningsaftaler. Uanset om der er tale om entreprisekontrakter, leverandøraftaler eller finansielle transaktioner, fungerer garantier som en sikkerhed for, at aftalens parter lever op til deres forpligtelser. Men garantistillelse er samtidig et område, hvor både lovgivning, praksis og risici kan være komplekse og kræve indgående kendskab for at navigere sikkert.
I denne artikel stiller vi skarpt på de vigtigste lovgivningsmæssige rammer for garantistillelse i Danmark og belyser, hvordan garantier typisk anvendes i praksis. Vi gennemgår de mest almindelige garantiformer i erhvervslivet, identificerer de væsentligste risici og faldgruber for virksomheder, og giver konkrete anbefalinger til strategier, der kan minimere usikkerheder og sikre en robust garantiproces. Med denne viden i bagagen bliver det lettere for virksomheder at træffe oplyste beslutninger, når de skal stille eller modtage garantier i en erhvervsmæssig sammenhæng.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle
.
Lovgivningsmæssige rammer for garantistillelse i Danmark
Garantistillelse i Danmark er reguleret af en række forskellige lovgivningsmæssige rammer, som sikrer både garant og modtager mod unødvendig risiko og misforståelser. I udgangspunktet findes der ikke én samlet lov om garantier, men reglerne udspringer fra både aftaleloven, erhvervslejeloven, konkursloven samt den almindelige obligationsret.
Garantier kan både stilles som selvskyldnerkaution, simpel kaution eller som bankgarantier, og det er afgørende, at parterne udformer garantien skriftligt og præcist, så der ikke opstår tvivl om forpligtelsernes omfang.
Ifølge dansk ret skal en garanti opfylde de almindelige krav til aftaleindgåelse – herunder klarhed om vilkår, parternes identitet og garantiperiodens varighed. Særligt ved bankgarantier gælder også finansiel regulering, hvor blandt andet Finanstilsynet fører tilsyn med finansielle institutioners udstedelse af garantier for at sikre, at garantierne ikke medfører uforholdsmæssig stor risiko for banker og samfund.
Endelig spiller EU-retten også en rolle, idet visse garantiforhold – eksempelvis ved offentlige udbud og grænseoverskridende handel – reguleres af både nationale og europæiske regler. Samlet set er det derfor vigtigt for erhvervsdrivende at have et indgående kendskab til de lovgivningsmæssige rammer, før der indgås garantiforpligtelser.
Praktiske anvendelser og typiske garantiformer i erhvervslivet
Garantistillelse spiller en central rolle i danske virksomheders daglige drift og samarbejdsrelationer, hvor behovet for at sikre opfyldelse af kontraktlige forpligtelser ofte er afgørende for at indgå aftaler. Praktisk anvendes garantier i en lang række situationer, hvor der er behov for at skabe tillid mellem parterne og afdække risikoen for misligholdelse.
Et udbredt eksempel er entreprenørbranchen, hvor bygherrer ofte kræver entreprenørgarantier (fx bankgaranti eller kaution) som sikkerhed for, at entreprenøren færdiggør projektet i henhold til aftalen, og for at sikre afhjælpning af eventuelle mangler efter aflevering.
Ligeledes anvendes betalingsgarantier hyppigt i handel med varer og tjenesteydelser, hvor sælger ønsker sikkerhed for, at købesummen bliver betalt, mens køber får vished om, at leverancen gennemføres som aftalt.
Bankgarantier er blandt de mest anvendte former, hvor banken indestår for en kundes forpligtelse over for tredjemand, hvilket kan omfatte alt fra lejeaftaler over til eksporttransaktioner. En anden udbredt garantiform er modergaranti, hvor et moderselskab garanterer for et datterselskabs forpligtelser, hvilket ofte ses i koncernforhold, hvor datterselskabet ikke selv kan stille tilstrækkelig sikkerhed.
Desuden anvendes selvskyldnerkaution og simpel kaution, hvor en tredjemand – oftest en person eller virksomhed – påtager sig ansvaret for en skyldners forpligtelse enten umiddelbart (selvskyldnerkaution) eller først efter forgæves inddrivelse hos hovedskyldner (simpel kaution).
I praksis kan garantier både være påkrævet ved offentlige udbud, i forbindelse med opfyldelse af leveranceaftaler eller som led i finansiering, og de kan udformes som anfordringsgarantier, hvor garantistiller straks skal betale ved krav, eller som betingede garantier, hvor visse vilkår først skal være opfyldt. Samlet set er garantier således et fleksibelt og udbredt værktøj i erhvervslivet, der bidrager til øget sikkerhed og gennemskuelighed i samarbejdsrelationer, men som samtidig stiller krav til parternes forståelse af de forskellige garantiformer og deres praktiske betydning.
Risici og faldgruber ved garantistillelse
Garantistillelse indebærer en række væsentlige risici og potentielle faldgruber for både garant og modtager. En af de største risici er, at garantisten påtager sig et betydeligt økonomisk ansvar, ofte uden fuld indsigt i den underliggende aftales reelle risici og parternes betalingsevne.
- Her finder du mere information om Ulrich Hejle.
I tilfælde af misligholdelse kan garantisten blive forpligtet til at indfri hele garantibeløbet, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for virksomhedens likviditet og økonomiske stabilitet. Endvidere kan uklarheder eller mangler i garantidokumentationen føre til uforudsete forpligtelser og tvister om garantens omfang eller varighed.
En anden faldgrube er, at garantistillelse kan udløse krav om sikkerhedsstillelse over for banken eller andre finansielle institutioner, hvilket kan begrænse virksomhedens råderum og lånekapacitet. Endelig kan manglende kendskab til lovgivningen eller utilstrækkelig vurdering af modpartens økonomi forstærke risikoen for tab og retlige konflikter, hvilket understreger vigtigheden af grundig due diligence og juridisk rådgivning før indgåelse af garantiforpligtelser.
Strategier til at minimere risici og sikre en robust garantiproces
For at minimere risici og sikre en robust garantiproces er det afgørende, at virksomheder arbejder systematisk og proaktivt med deres garantistillelser. Først og fremmest bør der foretages en grundig juridisk gennemgang af garantiteksten for at undgå uklarheder og utilsigtede forpligtelser.
Det er desuden vigtigt at vurdere modpartens økonomiske situation og kreditværdighed, så der ikke indgås garantier på et usikkert grundlag. Internt kan virksomheder med fordel etablere klare procedurer for, hvem der må indgå garantiforpligtelser, samt sikre en løbende overvågning af eksisterende garantier og deres løbetider.
Endelig anbefales det at overveje relevant forsikringsdækning og eventuelt at inddrage rådgivere med speciale i garantistillelse for at sikre, at alle risici er afdækket, og at processen lever op til gældende lovgivning og bedste praksis.