Grøn finansiering har i de senere år udviklet sig til et centralt begreb inden for både den finansielle sektor og samfundsdebatten generelt. Med et stigende fokus på klima, miljø og sociale forhold søger investorer og virksomheder i stigende grad at kanalisere kapital mod bæredygtige formål, der ikke blot leverer økonomisk afkast, men også bidrager positivt til samfundet og planeten. Denne tendens er blevet yderligere forstærket af politiske målsætninger, internationale aftaler og forbrugernes forventninger om ansvarlig adfærd.
Men med den øgede interesse for bæredygtige investeringer følger en række betydelige juridiske udfordringer. Hvordan defineres “grønne” og “bæredygtige” investeringer egentlig? Hvilke lovgivningsmæssige rammer gælder for finansielle produkter, der markedsføres som bæredygtige? Og hvordan sikrer man, at rapportering om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG) er troværdig og sammenlignelig? Desuden rejser risikoen for greenwashing og de tilhørende retlige konsekvenser nye krav til både investorer og finansielle institutioners due diligence og ansvar.
Denne artikel belyser de væsentligste juridiske udfordringer, der knytter sig til grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Gennem en analyse af gældende regulering, aktuelle problemstillinger og fremtidige perspektiver sætter vi fokus på, hvordan lovgivningen både kan fremme og hæmme udviklingen mod en mere bæredygtig finansiel sektor.
Definitionen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer
Grøn finansiering omfatter finansielle aktiviteter og investeringer, der har til formål at fremme en bæredygtig udvikling ved at understøtte miljømæssige mål, såsom reduktion af CO₂-udledning, beskyttelse af biodiversitet og fremme af vedvarende energi.
Få mere viden om Advokat Ulrich Hejle
her.
Bæredygtige investeringer dækker over investeringer, hvor der ikke alene fokuseres på det økonomiske afkast, men også på de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold – ofte omtalt som ESG-kriterier (Environmental, Social, Governance).
Begreberne grøn finansiering og bæredygtige investeringer overlapper således, men adskiller sig ved, at grøn finansiering primært relaterer sig til miljø- og klimamæssige aspekter, mens bæredygtige investeringer har et bredere fokus, der også omfatter sociale og ledelsesmæssige faktorer.
I praksis kan grøn finansiering eksempelvis tage form af grønne obligationer, hvor de rejste midler øremærkes til projekter med en positiv miljøeffekt, mens bæredygtige investeringer kan omfatte alt fra aktier i virksomheder med stærke ESG-profiler til fonde, der fravælger investeringer i fossile brændstoffer. Definitionerne er imidlertid dynamiske og udvikler sig løbende i takt med nye lovgivningsmæssige standarder og markedspraksis.
Lovgivningsmæssige rammer for bæredygtige finansielle produkter
De lovgivningsmæssige rammer for bæredygtige finansielle produkter har i de senere år gennemgået en markant udvikling, både på EU-niveau og i dansk ret. Særligt EU’s handlingsplan for bæredygtig finansiering har ført til vedtagelsen af en række centrale retsakter, herunder EU-taksonomiforordningen, der fastsætter fælles kriterier for, hvornår en økonomisk aktivitet kan betegnes som miljømæssigt bæredygtig.
Hertil kommer oplysningsforordningen (SFDR), som pålægger finansielle markedsdeltagere og rådgivere at offentliggøre detaljerede oplysninger om bæredygtighedsrelaterede risici og virkninger i deres investeringsprodukter.
Disse regler har til formål at skabe transparens og sammenlignelighed på tværs af finansielle produkter samt at forebygge greenwashing.
Dermed stilles der øgede krav til dokumentation, rapportering og kontrol, hvilket stiller både udbydere og investorer over for nye juridiske udfordringer i forhold til efterlevelse og fortolkning af reglerne. Samtidig betyder den løbende udvikling i lovgivningen, at aktørerne skal være opmærksomme på kommende reguleringer og tilpasninger i markedet, som kan få betydning for design og markedsføring af bæredygtige finansielle produkter.
Udfordringer ved ESG-rapportering og måling af bæredygtighed
En af de væsentligste udfordringer ved ESG-rapportering og måling af bæredygtighed er manglen på ensartede standarder og klare definitioner. Selvom der eksisterer flere internationale rammeværk, såsom GRI og SASB, varierer kravene og metoderne til indsamling og opgørelse af ESG-data betydeligt på tværs af sektorer og jurisdiktioner.
Dette skaber usikkerhed for både virksomheder og investorer, som kan have svært ved at sammenligne og vurdere bæredygtighedsinitiativer på tværs af markeder. Derudover kan kompleksiteten i de underliggende data og behovet for at indsamle oplysninger fra ofte uafhængige kilder føre til fejl eller udeladelser i rapporteringen.
For at imødekomme kravene i fx EU’s taksonomi og CSRD-direktivet kræves der omfattende ressourcer og specialistviden, hvilket især kan være en udfordring for mindre virksomheder. Samlet set betyder disse forhold, at ESG-rapportering ikke blot er en teknisk øvelse, men også indebærer betydelige juridiske og forretningsmæssige risici, hvis dataene viser sig at være utilstrækkelige eller fejlagtige.
Risikoen for greenwashing og retlige konsekvenser
Greenwashing udgør en væsentlig risiko i forbindelse med grøn finansiering, idet virksomheder og finansielle aktører kan fristes til at give et misvisende billede af, hvor bæredygtige deres investeringer eller produkter reelt er. Dette kan ske gennem vildledende markedsføring, upræcise ESG-oplysninger eller ved selektiv rapportering af bæredygtighedsdata.
De retlige konsekvenser af greenwashing er betydelige, da både europæiske og nationale myndigheder har skærpet fokus på at håndhæve reglerne om gennemsigtighed og forbud mod vildledning. Overtrædelse af disse regler kan føre til bøder, erstatningsansvar og tab af tillid fra investorer og offentligheden.
Med EU’s taksonomi-forordning og den kommende Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) stilles der nu klare krav til dokumentation og rapportering, hvilket øger presset på aktørerne for at sikre, at bæredygtighedsoplysninger er korrekte og efterprøvelige. Dermed er det ikke kun et spørgsmål om etik, men også om juridisk compliance at undgå greenwashing i grøn finansiering.
Due diligence og ansvar for investorer og finansielle institutioner
Når investorer og finansielle institutioner engagerer sig i grøn finansiering og bæredygtige investeringer, hviler der et særligt ansvar på dem i forhold til due diligence-processen. Due diligence i denne sammenhæng handler ikke blot om de traditionelle finansielle og juridiske vurderinger, men også om en grundig vurdering af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) forhold.
Dette indebærer, at investorer og finansielle aktører skal kunne dokumentere, at de har undersøgt og vurderet, om de investeringer, de foretager eller formidler, reelt lever op til de grønne og bæredygtige kriterier, der markedsføres.
Ifølge både EU’s taksonomi-forordning og disclosure-forordningen (SFDR) skal finansielle aktører kunne identificere og håndtere bæredygtighedsrisici og negative påvirkninger af miljø og samfund, og de skal sikre, at relevant information indsamles, analyseres og offentliggøres korrekt.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle her.
Manglende eller utilstrækkelig due diligence kan føre til både erstatningsansvar, regulatoriske sanktioner og tab af omdømme.
Herudover er det centralt, at investorer og institutioner løbende opdaterer deres procedurer og politikker for at imødekomme nye krav fra myndigheder og markedet, ligesom de skal kunne dokumentere deres beslutningsprocesser, hvis de bliver mødt med krav om transparens eller bliver genstand for kontrol.
Det stigende fokus på greenwashing har desuden skærpet kravene til, at påstande om bæredygtighed kan underbygges med konkrete data og analyser, hvilket øger betydningen af grundig due diligence. Samlet set indebærer det, at investorer og finansielle institutioner ikke blot har et juridisk ansvar for at sikre, at investeringerne er reelt bæredygtige, men også et ansvar over for samfundet og de slutkunder, der forventer, at deres midler understøtter en mere bæredygtig udvikling.
Fremtidsperspektiver for regulering og markedsudvikling
Fremadrettet forventes reguleringen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer at udvikle sig markant, både på europæisk og globalt plan. EU fortsætter med at implementere og udbygge lovgivning som Taksonomiforordningen og CSRD, hvilket øger kravene til transparens, dokumentation og ansvarlighed hos både investorer og virksomheder.
Der er samtidig en tydelig tendens mod harmonisering af standarder for ESG-rapportering, hvilket kan lette sammenligneligheden og mindske risikoen for greenwashing.
På markedsniveau ses en stigende efterspørgsel efter bæredygtige produkter, hvilket motiverer finansielle institutioner til at udvikle nye investeringsmuligheder med fokus på miljømæssige og sociale hensyn. Samtidig kan øget regulering medføre højere omkostninger og kompleksitet, særligt for mindre aktører.
Det forventes, at fremtidens regulering i stigende grad vil inddrage teknologiske løsninger som digitalisering og brug af data til at understøtte mere præcis måling og rapportering af bæredygtighed. Samlet set vil samspillet mellem regulering og markedsudvikling være afgørende for, om grøn finansiering kan bidrage effektivt til den grønne omstilling og samtidig sikre investorbeskyttelse og tillid til markedet.