Kreditvurdering har traditionelt været en proces, hvor økonomiske nøgletal og historiske data om låntagere udgør det centrale grundlag for kreditinstitutternes beslutninger. I de senere år har dette billede imidlertid ændret sig markant i takt med, at miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) faktorer er blevet stadig mere integreret i finanssektorens dagsorden. Særligt i lyset af øget politisk fokus, nye lovkrav på både EU- og nationalt niveau samt stigende forventninger fra investorer og samfundet, står kreditinstitutter i dag over for en række nye krav og udfordringer i forhold til at inddrage ESG i kreditvurderingsprocessen.
Denne udvikling rejser en række komplekse retlige spørgsmål. Hvordan skal kreditinstitutter håndtere de nye ESG-krav, og hvilke udfordringer opstår der i forhold til retssikkerhed, dokumentation og ansvar? Kan integrationen af ESG-faktorer ske på en måde, der både tilgodeser behovet for standardisering og sikrer den nødvendige fleksibilitet i kreditvurderingen? Artiklen belyser disse spørgsmål og giver et overblik over den retlige regulering af ESG i kreditvurderingsprocessen, de praktiske udfordringer, som sektoren står overfor, samt de fremtidsperspektiver, der tegner sig for området.
ESG’s indtog i kreditvurderingsprocessen
Indførelsen af ESG (Environmental, Social, Governance) i kreditvurderingsprocessen har markant ændret måden, hvorpå långivere og finansielle institutioner vurderer kreditrisiko. Hvor kreditvurdering traditionelt har været baseret på finansielle nøgletal og historisk performance, inddrages nu også ikke-finansielle forhold som virksomheders klimapåvirkning, sociale ansvar og ledelsesstruktur.
Dette skifte er dels drevet af øget regulering og samfundsmæssigt fokus på bæredygtighed, men også af erkendelsen af, at ESG-faktorer kan have væsentlig betydning for en virksomheds økonomiske robusthed og langsigtede kreditværdighed.
Långivere vurderer således ikke længere kun, om en debitor kan betale tilbage, men også hvordan debitorens ESG-forhold kan påvirke fremtidig drift og risikoprofil. Integrationen af ESG i kreditvurderingen medfører derfor både nye muligheder og udfordringer for kreditinstitutter, som skal tilpasse deres modeller og processer til et mere komplekst risikobillede, hvor både finansielle og ikke-finansielle parametre spiller ind.
Retlig regulering af ESG-krav i finanssektoren
Den retlige regulering af ESG-krav i finanssektoren har i de senere år gennemgået en markant udvikling, drevet af både EU-lovgivning og nationale initiativer. Særligt med vedtagelsen af EU’s taksonomiforordning, disclosureforordningen (SFDR) og direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) er kravene til finansielle aktørers håndtering og rapportering af ESG-forhold blevet betydeligt skærpede.
Disse regler pålægger kreditinstitutter at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i deres kreditvurderingsprocesser, både ved vurderingen af låntagere og ved udarbejdelse af interne politikker og risikovurderinger.
Samtidig har den europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) udstedt retningslinjer, der præciserer, hvordan ESG-risici skal indarbejdes i kreditinstitutternes forretningsmodeller og styringsstrukturer.
Dette betyder, at ESG ikke længere blot er et frivilligt hensyn, men et retligt krav, som finansielle virksomheder aktivt skal forholde sig til og kunne dokumentere over for både myndigheder og investorer. Implementeringen af disse regler indebærer dog betydelige fortolknings- og tilpasningsudfordringer, idet de konkrete standarder og krav fortsat er under udvikling og ofte afhænger af sektor- og virksomhedsspecifikke forhold.
Udfordringer ved integration af ESG-faktorer i kreditmodeller
Integrationen af ESG-faktorer i kreditmodeller indebærer en række væsentlige udfordringer for kreditinstitutterne. For det første er der betydelige metodemæssige vanskeligheder forbundet med at indsamle, vurdere og kvantificere ESG-relevante oplysninger, da data ofte er fragmenterede, utilstrækkelige eller ikke-standardiserede på tværs af brancher og geografier.
Dette gør det vanskeligt at etablere objektive og sammenlignelige ESG-målepunkter, som kan indgå i kreditmodeller på linje med traditionelle finansielle nøgletal. Herudover rummer ESG-faktorer en indbygget kompleksitet, idet såvel miljømæssige som sociale og ledelsesmæssige aspekter kan have både direkte og indirekte indflydelse på låntagers kreditværdighed, hvilket øger kravene til modeludvikling og risikovurdering.
Endelig skaber den løbende udvikling i både lovgivning og markedsstandarder en usikkerhed for kreditinstitutterne, som skal sikre, at deres kreditmodeller til enhver tid lever op til gældende krav og forventninger. Dette stiller store krav til både ressourcer og kompetencer i den løbende opdatering og kvalitetssikring af kreditvurderingsprocessen.
ESG og kreditvurdering – balancen mellem standardisering og fleksibilitet
Integration af ESG-faktorer i kreditvurderingsprocessen rejser et centralt spørgsmål om, hvordan man opnår den rette balance mellem standardisering og fleksibilitet. På den ene side efterspørger både lovgivere, investorer og kreditinstitutter ensartede og sammenlignelige ESG-oplysninger for at sikre transparens, retssikkerhed og forudsigelighed.
Standardisering af ESG-kriterier kan bidrage til at skabe et fælles sprog og en ensartet ramme for vurdering, hvilket mindsker risikoen for greenwashing og giver et solidt grundlag for regulering og tilsyn.
Få mere info om Ulrich Hejle
her.
På den anden side kræver kreditvurderingsprocessen fortsat en vis fleksibilitet, idet ESG-forhold ofte er kontekstafhængige og varierer betydeligt på tværs af brancher, geografi og virksomhedsstørrelse.
For fastlåste standarder kan risikere at overse væsentlige nuancer og føre til skævvridning i vurderingen af individuelle låntagere. Udfordringen for kreditinstitutter består derfor i at udvikle robuste metoder, der både imødekommer regulatoriske krav om standardisering og samtidig giver mulighed for en differentieret og proportional vurdering af ESG-risici. Balancen mellem disse hensyn vil være afgørende for, om ESG-integrationen i kreditvurdering reelt kan bidrage til både finansiel stabilitet og bæredygtig udvikling.
Retlige risici og ansvar for kreditinstitutter
Indførelsen af ESG-faktorer i kreditvurderingen medfører en række nye retlige risici og et skærpet ansvar for kreditinstitutterne. For det første er der øget risiko for retlige sanktioner, hvis institutterne ikke lever op til de gældende ESG-relaterede krav, som følger af både national og europæisk lovgivning, herunder EU’s taksonomiforordning og kravene i CRR og CRD.
Mangelfuld integration af ESG-faktorer kan medføre tilsynsmæssige påtaler eller bøder, og i værste fald civilretligt ansvar, hvis manglende hensyntagen til eksempelvis klimarisici fører til kreditgivning på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
Samtidig må kreditinstitutterne navigere i et felt med betydelig retlig usikkerhed, da standarderne for ESG-integrationen fortsat er under udvikling, og praksis fra både tilsynsmyndigheder og domstole stadig er begrænset.
Dette stiller skærpede krav til institutterne om at sikre tilstrækkelig dokumentation for deres vurderinger og processer. Endelig indebærer ESG-kreditvurderinger også en risiko for diskrimination og greenwashing, hvilket kan medføre ansvar både over for kunder og myndigheder. Samlet set må kreditinstitutterne derfor indrette deres processer, kontrolsystemer og governance på en måde, der imødegår disse retlige risici og sikrer, at ansvar kan placeres og håndteres forsvarligt.
Transparens, dokumentation og klageadgang i ESG-kreditvurderinger
Transparens, dokumentation og klageadgang udgør centrale elementer i arbejdet med ESG-kreditvurderinger, ikke alene af hensyn til den enkelte låntager, men også for at sikre tilliden til det finansielle system som helhed. Indførelsen af ESG-faktorer i kreditvurderingen stiller øgede krav til kreditinstitutternes evne til klart at redegøre for, hvordan miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige aspekter indgår i vurderingsprocessen.
Det er afgørende, at kreditinstitutterne kan dokumentere de anvendte metoder, datakilder og vægtninger, således at både myndigheder og kunder kan få indsigt i de bagvedliggende overvejelser.
Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.
For låntagere betyder dette, at de skal have adgang til forståelige og tilstrækkeligt detaljerede begrundelser for kreditafgørelser, der baseres på ESG-faktorer, så de kan vurdere rigtigheden af de trufne afgørelser.
Endvidere bør der etableres klare og effektive klageadgangsmuligheder, hvor kunder kan anfægte ESG-relaterede kreditafslag eller stille spørgsmål til vurderingsgrundlaget. En sådan gennemsigtighed og adgang til klage sikrer ikke alene overholdelse af gældende ret, herunder forvaltningsretlige principper om begrundelse og partshøring, men er også en forudsætning for, at ESG-kreditvurderinger opleves som retfærdige og legitime af både låntagere og samfundet i bredere forstand.
Fremtidsperspektiver for retlig regulering af ESG i kreditvurderingen
Fremtiden for retlig regulering af ESG i kreditvurderingen tegner sig allerede nu som et dynamisk og komplekst landskab, hvor både nationale og europæiske initiativer forventes at intensiveres i de kommende år. Med EU’s fortsatte udvikling af taksonomiforordningen, Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) og Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR) er der lagt op til en gradvist mere detaljeret og harmoniseret regulering, som vil stille øgede krav til såvel finansielle institutioner som deres kunder.
Det er sandsynligt, at vi vil se en yderligere præcisering af, hvordan ESG-faktorer konkret skal indgå i kreditvurderingsprocessen – både med hensyn til hvilke data der skal indsamles, hvordan disse skal vurderes, og hvorledes dette skal dokumenteres.
Samtidig vil der formentlig komme større fokus på at undgå såkaldt greenwashing, hvor kreditgivere og låntagere præsenterer deres ESG-indsats som mere omfattende eller effektiv, end den reelt er.
Dette kan eksempelvis ske gennem skærpede krav til transparens, uafhængig verifikation og standardiserede rapporteringsformater.
På den nationale front kan man forvente, at de danske myndigheder vil følge udviklingen tæt og muligvis supplere EU-reguleringen med egne vejledninger eller retningslinjer, der tager højde for særlige danske forhold. Endvidere kan retlige tvister og praksis fra domstolene og tilsynsmyndighederne komme til at spille en ikke uvæsentlig rolle for fortolkningen af reglerne og dermed bidrage til at forme rammerne for ESG i kreditvurderingen fremadrettet.
Alt i alt peger fremtidsperspektiverne på en øget juridisk kompleksitet, hvor kreditinstitutter skal balancere hensynet til bæredygtighed, forretningsmæssig fleksibilitet og skærpede krav om retssikkerhed og dokumentation. Dette vil stille større krav til både juridisk og faglig kompetence i branchens virksomheder og kan i sidste ende føre til en mere robust og ansvarlig kreditpraksis, hvor ESG ikke blot er et tillæg, men en integreret og retsligt forankret del af vurderingen.