Pantsætning er et centralt redskab i finansieringsretten, hvor aktiver stilles som sikkerhed for lån eller andre forpligtelser. Når det fungerer efter hensigten, skaber pantsætning tryghed for både långiver og låntager. Men praksis viser, at der ofte opstår problemer, som kan få alvorlige konsekvenser – ikke bare for de involverede parter, men også for tredjemænd og det finansielle system som helhed.
I denne artikel sætter vi fokus på de typiske faldgruber, der kan opstå, når pantsætning ikke håndteres korrekt. Vi ser blandt andet på udfordringer med at identificere panteobjektet, på konsekvenserne af ugyldige aftaler og manglende tinglysning, og på hvad der sker, når flere parter gør krav på det samme aktiv. Artiklen belyser også problemstillingen omkring pant i fremtidige aktiver samt de risici, der opstår, hvis pantsætteren bliver insolvent.
Formålet er at give et overblik over de mest almindelige fejl og misforståelser i forbindelse med pantsætning – og dermed ruste læseren til at navigere sikkert i et område, hvor små fodfejl kan få store konsekvenser.
Mangelfuld identifikation af panteobjektet
En af de mest udbredte faldgruber ved pantsætning er mangelfuld identifikation af det aktiv, der skal tjene som sikkerhed – altså selve panteobjektet. Ifølge dansk finansieringsret er det et grundlæggende krav, at panteobjektet skal være tilstrækkeligt bestemt eller i det mindste bestemtligt på aftaletidspunktet.
- Få mere information om Advokat Ulrich Hejle
her.
I praksis opstår problemerne ofte, når parterne anvender upræcise eller generelle formuleringer, for eksempel “alt inventar” eller “maskiner i virksomheden”, uden nærmere specifikation.
Dette kan føre til uklarhed om, hvilke aktiver der faktisk er omfattet af pantet, og dermed øger det risikoen for tvister mellem pantsætter, panthaver og eventuelle tredjemænd – særligt i tilfælde af insolvens.
Domstolene har flere gange slået fast, at uklare pantbeskrivelser kan medføre ugyldighed eller svækket retsstilling for panthaveren, især hvis identifikationen ikke kan præciseres ved efterfølgende bevisførelse. Derfor er det afgørende, at panteobjektet beskrives så præcist og konkret som muligt i pantsætningsaftalen, både for at sikre panthaverens ret og for at undgå senere fortolkningsproblemer.
Ugyldige aftaler og manglende tinglysning
En af de mest udbredte faldgruber i forbindelse med pantsætning opstår, når aftalen om pant lider af ugyldighed eller ikke bliver tinglyst korrekt. En aftale om pantsætning kan være ugyldig, hvis den for eksempel strider imod lovgivningen, mangler fornøden aftalekompetence hos en af parterne, eller hvis der foreligger manglende samtykke fra relevante parter, som eksempelvis ægtefælle i visse situationer.
Selv hvis parterne er enige, og selve aftalen er gyldig, kan manglende tinglysning få alvorlige konsekvenser.
Uden tinglysning opnår panthaveren nemlig ikke den beskyttelse mod tredjemand, som er nødvendig for at sikre sin ret i tilfælde af pantsætters insolvens eller ved dobbeltdispositioner.
Det betyder, at andre kreditorer eller aftaleerhververe kan få fortrinsret til aktivet, selvom der faktisk foreligger en pantsætningsaftale. Derfor er det helt afgørende at sikre, at både aftalen er gyldig, og at tinglysningen bliver gennemført korrekt og rettidigt for at undgå, at pantet mister sin retsvirkning over for omverdenen.
Dobbeltdispositioner og konkurrerende krav
Dobbeltdispositioner opstår, når pantsætteren overdrager eller pantsætter det samme aktiv til flere forskellige kreditorer. Dette kan ske bevidst eller ubevidst og skaber ofte betydelige retsusikkerheder. Typisk bliver spørgsmålet, hvem af de konkurrerende kreditorer der har bedst ret til aktivet.
I dansk ret gælder udgangspunktet om først i tid, bedst i ret, hvilket vil sige, at den kreditor, der først har sikret sig en rettighed – eksempelvis ved tinglysning – som hovedregel går forud for senere erhververe.
Dog kan der opstå undtagelser, særligt hvis en senere kreditor har været i god tro og har fået sin ret sikret, før den tidligere kreditor har ladet sig tinglyse.
Det understreger vigtigheden af hurtig og korrekt sikring, idet mangelfuld eller forsinket tinglysning kan føre til, at en berettiget panthaver taber sin prioritet til en senere, men mere omhyggelig, kreditor. Dobbeltdispositioner illustrerer således, hvorfor både grundig due diligence og rettidig sikring af rettigheder er afgørende i forbindelse med pantsætning.
Pant i fremtidige aktiver – hvornår er det muligt?
Pant i fremtidige aktiver rejser særlige problemstillinger i finansieringsretten, da det ikke altid er muligt at opnå gyldig sikkerhed i aktiver, som endnu ikke eksisterer på aftaletidspunktet. Udgangspunktet i dansk ret er, at der kan etableres pant i fremtidige aktiver, så længe aktivet tilhører pantsætteren, når det fremtidige aktiv faktisk kommer til eksistens.
Dette forudsætter dog, at pantet er tilstrækkeligt individualiseret, og at der sker behørig tinglysning eller anden sikringsakt, når aktivet fremkommer.
Der opstår ofte usikkerhed, hvis pantsætningsaftalen er uklar med hensyn til, hvilke fremtidige aktiver der omfattes, eller hvis pantet forsøges etableret i aktiver, som pantsætteren slet ikke får ejendomsret til.
- Her kan du læse mere om Ulrich Hejle.
Herudover kan der opstå udfordringer ved dobbeltdispositioner, hvor flere kreditorer har gjort krav på samme type fremtidige aktiver. Det er derfor afgørende, at aftalen præcist beskriver de fremtidige aktiver, og at sikringsakten gennemføres rettidigt, hvis pantsætningen skal opretholdes over for tredjemand og i tilfælde af pantsætterens insolvens.
Pantsætters insolvens og kreditors risici
Når pantsætterens økonomiske situation forværres, og insolvens indtræder, sættes pantets funktion som sikkerhed på sin ultimative prøve. Kreditor risikerer her at blive stillet dårligere, især hvis pantsætningen ikke er gennemført korrekt. Ved insolvens indtræder konkurslovens regler, hvor hovedreglen er, at kun rettigheder, der er stiftet og tinglyst eller på anden vis sikret over for tredjemand inden fristdagen, kan gøres gældende over for konkursboet.
Pantsætninger, der ikke er tinglyst eller behørigt sikret, kan således omstødes, og kreditor mister sin fortrinsret til aktivet.
Endvidere kan visse dispositioner omstødes efter konkurslovens omstødelsesregler, fx hvis pantsætningen anses for at være til skade for de øvrige kreditorer eller er foretaget kort før insolvensen.
Dette understreger vigtigheden af rettidig og korrekt gennemførelse af pantsætningen, da en formelt eller materielt mangelfuld sikkerhedsstillelse kan resultere i, at kreditor må nøjes med dividende på lige fod med de øvrige simple kreditorer. Pantsætters insolvens synliggør derfor med al tydelighed de betydelige risici, der er forbundet med utilstrækkelig sikring af pantet.