Når en virksomhed går konkurs, er der sjældent nok penge i boet til at dække alle kreditorernes krav. Derfor opstår det helt centrale spørgsmål: Hvem får først del i de midler, der er tilbage – og hvem må stille sig bagerst i køen? Fordelingen af værdierne i et konkursbo er nemlig ikke tilfældig; den følger en nøje fastlagt prioriteringsrækkefølge, som er reguleret af konkursloven.
I denne artikel guider vi dig igennem de vigtigste principper bag prioriteringen af kreditorerne i et konkursbo. Vi ser nærmere på, hvordan loven fastlægger rækkefølgen, hvem der har særlige rettigheder, og hvilke kreditorer der oftest må tage til takke med en mindre del – eller måske slet ingenting. Du får også et overblik over, hvad det betyder at være sikret eller usikret kreditor, hvilken rolle pant og lønmodtagernes garantifond spiller, og hvordan myndigheder som Skattevæsenet placerer sig i rækken. Endelig ser vi på, om der overhovedet er plads til forhandling eller kreativitet, eller om reglerne er hugget i sten.
Få mere information om Ulrich Hejle
her.
Uanset om du er virksomhedsejer, kreditor, lønmodtager eller blot nysgerrig på, hvordan konkursboets midler fordeles, giver denne artikel dig et klart billede af, hvem der står forrest – og hvorfor.
Hvad siger konkursloven om kreditorers prioritet?
Konkursloven fastlægger en klar prioriteringsrækkefølge for, hvordan midlerne i et konkursbo skal fordeles mellem kreditorerne. Det overordnede princip er, at visse typer af krav har fortrinsret frem for andre, hvilket betyder, at de får dækket deres tilgodehavender før mindre prioriterede krav.
Ifølge konkurslovens § 97 og frem følger fordelingen en bestemt rækkefølge: Først dækkes omkostningerne ved selve bobehandlingen, herunder kurators salær. Dernæst kommer de såkaldte massekrav, som fx løn til ansatte for perioden efter konkursens indtræden.
Herefter følger de privilegerede krav, såsom lønkrav for perioden inden konkursen og visse offentlige krav. Sidst i rækken står de usikrede kreditorer, der kun får del i boets midler, hvis der stadig er penge tilbage, når de foranstående krav er dækket. Konkurslovens prioriteringsregler sikrer dermed, at fordelingen af aktiver sker efter en fastsat og forudsigelig struktur, så alle parter kender deres retsstilling i tilfælde af konkurs.
Sikrede kreditorer og pant – hvem har trumf på hånden?
Når et selskab går konkurs, er det ikke alle kreditorer, der står lige stærkt. Sikrede kreditorer, som for eksempel banker eller andre långivere, der har fået pant i virksomhedens aktiver, har en klar fordel – de sidder med ’trumfen på hånden’.
Pantet kan være i alt fra fast ejendom til maskiner, biler eller varelager, og giver kreditoren en fortrinsstilling i forhold til andre, når boets værdier skal fordeles. Hvis virksomheden ikke kan betale sin gæld, har den sikrede kreditor ret til at få dækket sit tilgodehavende direkte af de aktiver, der er stillet til sikkerhed, før pengene bliver delt ud til de øvrige kreditorer.
I praksis betyder det, at hvis for eksempel en bank har pant i virksomhedens ejendom, så går provenuet fra et eventuelt salg af ejendommen først til banken, inden andre kreditorer får noget.
Sikringen af kreditten gennem pant er dermed et stærkt redskab, som både giver sikkerhed og prioritet – og ofte også gør det billigere for virksomheden at låne penge. For de usikrede kreditorer kan det dog betyde, at der ikke er meget tilbage at hente, når boets aktiver er realiseret.
Lønmodtagere og Lønmodtagernes Garantifond
Lønmodtagere indtager en særlig beskyttet position i konkursboets prioritetsrækkefølge. Ifølge konkursloven har ansatte krav på løn, feriepenge, pension og visse andre ydelser, som er optjent før konkursdekretets afsigelse, og disse krav har fortrinsret foran de fleste andre kreditorer.
- Her kan du læse mere om Advokat Ulrich Hejle.
Hvis boet ikke har tilstrækkelige midler til at dække lønmodtagernes berettigede krav, træder Lønmodtagernes Garantifond (LG) til.
Garantifonden sikrer, at ansatte alligevel får udbetalt deres tilgodehavende op til et nærmere fastsat loft, og LG overtager herefter lønmodtagernes plads i køen som kreditor i konkursboet. Denne ordning er med til at beskytte lønmodtagerne mod de økonomiske konsekvenser af arbejdsgiverens konkurs og sikrer, at de ikke står tilbage uden løn for allerede udført arbejde.
Skattevæsenets rolle i konkursrækkefølgen
Skattevæsenet indtager en særlig plads i konkursrækkefølgen, men står som udgangspunkt ikke forrest i køen, når boets midler skal fordeles. Ifølge konkursloven har skattevæsenet – det vil sige staten med krav på fx ubetalt moms, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag – status som almindelig usikret kreditor.
Dette betyder, at skattevæsenet først får dækning, når sikrede kreditorer, lønmodtagere og eventuelle privilegerede krav er opfyldt. Tidligere havde skattevæsenet en højere prioritet, men med lovændringer er denne fortrinsstilling blevet ophævet for at sikre lige vilkår for alle usikrede kreditorer.
Dog kan der i visse tilfælde, eksempelvis ved tilbageholdt A-skat og moms, opstå personligt ansvar for virksomhedens ledelse, hvis disse beløb ikke er blevet indbetalt til tiden. Overordnet set betyder det, at skattevæsenet i dag må afvente, om der er midler tilbage, når de bedst prioriterede krav og lønmodtagernes rettigheder er blevet dækket.
Usikrede kreditorer – de sidst i køen
For usikrede kreditorer er konkursboets fordeling ofte en barsk realitet. Usikrede kreditorer er kendetegnet ved, at de ikke har sikkerhed i form af pant, virksomhedspant eller anden form for fortrinsret for deres tilgodehavender.
De kan eksempelvis være almindelige leverandører, samarbejdspartnere, kunder med krav på tilbagebetaling eller långivere, som ikke har fået stillet nogen form for sikkerhed. Når konkursboet skal fordeles, står denne gruppe af kreditorer nederst i prioritetsrækkefølgen – de får altså først noget, når alle sikrede og privilegerede krav er dækket fuldt ud.
I praksis betyder det desværre ofte, at der kun er lidt eller slet ingenting tilbage til usikrede kreditorer, da boets værdier typisk først går til dækning af omkostninger, lønkrav, skattekrav og sikrede kreditorer.
Usikrede kreditorer må derfor ofte indse, at deres krav kun bliver dækket med en beskeden dividende, hvis overhovedet noget.
Dette er baggrunden for, at mange virksomheder stiller krav om forudbetaling eller sikkerhed, hvis de handler med økonomisk svage virksomheder – risikoen for tab er simpelthen for høj, hvis der opstår konkurs. Derfor er det altid vigtigt for virksomheder og kreditorer at være opmærksomme på deres retsstilling og overveje, om det er muligt at sikre sig bedre, så man ikke ender som usikret kreditor i tilfælde af en konkurs.
Personlig hæftelse og ledelsens ansvar
Når et selskab går konkurs, er det i udgangspunktet kun selskabets egne aktiver, der indgår i boet og fordeles blandt kreditorerne. Som hovedregel hæfter ejerne og ledelsen ikke personligt for selskabets gæld, men der findes undtagelser, hvor personlig hæftelse kan komme på tale.
Hvis et medlem af ledelsen – f.eks. en direktør eller bestyrelse – har handlet ansvarspådragende, for eksempel ved grov uagtsomhed, uforsvarlig forretningsførelse eller ved at fortsætte driften trods insolvens, kan de blive gjort personligt ansvarlige for tab, som kreditorerne lider.
Konkurslovens regler og retspraksis på området betyder, at ledelsen bør udvise særlig agtpågivenhed, især i perioder med økonomiske vanskeligheder. Et typisk eksempel kan være manglende betaling af A-skat og moms, hvor Skatteforvaltningen ofte rejser personligt ansvar overfor ledelsen. Derfor er ledelsens ansvar og mulige personlige hæftelse centrale elementer, der kan have stor betydning for både fordelingen i konkursboet og for de involverede personers fremtidige økonomi.
Er der plads til kreativitet i fordelingen?
Selvom konkurslovens regler om fordeling af boets midler er stramt reguleret og udgangspunktet er en klar og fastsat prioriteringsrækkefølge, kan spørgsmålet om kreativitet opstå i praksis. I teorien er der kun begrænset plads til fleksibilitet, da formålet med reglerne netop er at sikre en ensartet og retfærdig behandling af kreditorerne.
Dog ses der i visse tilfælde, at kurator og kreditorer kan indgå aftaler om fx salg af aktiver eller overdragelse af rettigheder, hvor fordelingen af provenuet kan tilpasses inden for lovens rammer.
Det kan også ske, at kreative løsninger benyttes for at maksimere boets værdi til gavn for alle parter, eksempelvis ved at indgå forlig eller samarbejde om inddrivelse af udeståender.
Men fundamentalt er det vigtigt at understrege, at al “kreativitet” skal holde sig inden for lovens grænser, og at Domstolene fører tilsyn for at undgå omgåelse af prioritetsreglerne. Dermed er der kun i begrænset omfang plads til kreative løsninger, og disse skal altid tjene boets bedste interesse og respektere den lovfæstede rækkefølge.