Grøn finansiering har i de seneste år vundet markant frem som et centralt redskab i bestræbelserne på at omstille samfundet mod en mere bæredygtig fremtid. Særligt finanssektoren spiller en nøglerolle i at kanalisere kapital til projekter og virksomheder, der fremmer miljømæssig og social bæredygtighed. Med dette følger imidlertid en række komplekse retlige udfordringer, hvor både definitionen af, hvad der egentlig er “grønt”, og de krav, der stilles til finansielle produkter og låneaftaler, er under konstant udvikling og debat.
Artiklen undersøger de vigtigste juridiske problemstillinger, som grøn finansiering rejser i dag. Den ser nærmere på, hvordan bæredygtighedsbegrebet fortolkes og anvendes i en juridisk kontekst, hvilke lovgivningsmæssige rammer – både på EU-niveau og nationalt – der sætter dagsordenen, og hvordan finansielle aktører håndterer due diligence og risikovurdering i forhold til bæredygtige investeringer. Endelig sættes der fokus på de potentielle konflikter, der kan opstå mellem grønne krav og traditionelle finansielle hensyn, samt på de fremtidsperspektiver og mulige løsninger, som tegner sig i takt med udviklingen af retspraksis og regulering.
Definitionen af grøn finansiering og bæredygtighedsbegrebet i en juridisk kontekst
Grøn finansiering refererer i juridisk kontekst til finansielle aktiviteter, som specifikt har til formål at understøtte miljømæssigt bæredygtige projekter, investeringer eller virksomheder. Begrebet dækker blandt andet udstedelse af grønne obligationer, lån til energieffektivisering eller investeringer i vedvarende energi.
Retligt set knytter definitionen af grøn finansiering sig tæt til det bredere bæredygtighedsbegreb, som ofte operationaliseres gennem internationale standarder og nationale lovgivningsinitiativer.
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle
.
Bæredygtighedsbegrebet omfatter ifølge FN’s Brundtland-rapport både miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn, men i finansieringsmæssig sammenhæng er det især de miljømæssige aspekter, der er i fokus. Juridisk præciseres bæredygtighed i stigende grad gennem lovgivning, som fastlægger kriterier for, hvornår en finansiel aktivitet kan betegnes som ”grøn”.
Dette indebærer krav om dokumentation og rapportering, så aktører kan demonstrere, at midlerne faktisk anvendes til formål, der lever op til bæredygtighedsstandarder. Definitionen og afgrænsningen af grøn finansiering og bæredygtighed er derfor afgørende for, hvilke rettigheder og pligter parter påtager sig i finansielle aftaler, og danner grundlag for retlig regulering og tvistløsning på området.
Lovgivningsmæssige rammer: EU-taksonomi, disclosure-krav og nationale initiativer
Grøn finansiering i Danmark og EU er i stigende grad reguleret af en række lovgivningsmæssige rammer, der skal sikre, at finansielle produkter og investeringer faktisk understøtter bæredygtige formål. Centralt står EU-taksonomien, som udgør et klassifikationssystem for økonomiske aktiviteter, der vurderes som miljømæssigt bæredygtige.
Taksonomien opstiller detaljerede kriterier for, hvornår en aktivitet kan anses for at bidrage væsentligt til miljømål, uden at skade andre miljømål væsentligt (”do no significant harm”-princippet).
Ud over taksonomien er der indført omfattende disclosure-krav, bl.a. gennem Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR), som pålægger finansielle aktører at rapportere om bæredygtighedsrisici og -påvirkninger i deres investeringer. Disse krav øger gennemsigtigheden og skal modvirke greenwashing.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle >>
På nationalt plan har Danmark og flere andre EU-lande desuden iværksat egne initiativer for at fremme grøn finansiering, eksempelvis gennem støtteordninger, vejledninger og krav om rapportering for visse virksomhedstyper. Samlet set skaber disse regler et komplekst, men nødvendigt, juridisk landskab, hvor aktører på det finansielle marked hele tiden må holde sig opdaterede på både europæiske og nationale udviklinger for at sikre overholdelse og understøtte den grønne omstilling.
Udfordringer ved due diligence og risikovurdering af bæredygtige investeringer
Udfordringerne ved due diligence og risikovurdering af bæredygtige investeringer er betydelige og komplekse, særligt i lyset af de nye lovgivningsmæssige rammer og det stigende fokus på grøn finansiering. Først og fremmest er der en grundlæggende udfordring i at definere, hvad der konkret udgør en bæredygtig investering, idet begrebet ofte tolkes forskelligt på tværs af jurisdiktioner, brancher og institutionelle investorer.
EU-taksonomien søger at afhjælpe dette gennem ensartede kriterier, men i praksis opleves der stadig betydelig usikkerhed, eksempelvis i vurderingen af, om et projekt lever op til de tekniske screeningskriterier og ikke forvolder væsentlig skade (“do no significant harm”-princippet).
Dette stiller store krav til den juridiske og tekniske ekspertise, der skal inddrages i due diligence-processen, og øger kompleksiteten betydeligt sammenlignet med traditionelle investeringer.
En yderligere udfordring er de ofte utilstrækkelige eller ufuldstændige data, som virksomheder leverer om deres miljømæssige og sociale påvirkninger. Mange virksomheder – især SMV’er – har endnu ikke de nødvendige systemer til at indsamle, verificere og rapportere ESG-data på et niveau, der lever op til investorenes og lovgivernes krav.
Dette kan føre til betydelige informationsasymmetrier og risici for greenwashing, hvor investeringer markedsføres som grønnere end de reelt er.
Derudover indebærer bæredygtighedsrelaterede risici – såsom klimarisici, politiske ændringer, teknologiske skift og ændringer i forbrugerpræferencer – en høj grad af usikkerhed og vanskeliggør traditionelle former for risikovurdering. De juridiske rammer for ansvar og hæftelse i tilfælde af fejlvurderinger eller mangelfuld ESG-due diligence er endnu relativt uklare, hvilket kan skabe yderligere usikkerhed for långivere og investorer. Samlet set betyder disse forhold, at due diligence-processen for bæredygtige investeringer ofte bliver mere omfattende, dyrere og tidskrævende, samtidig med at den indeholder nye former for juridiske og kommercielle risici, som sektoren stadig er ved at lære at håndtere.
Konflikter mellem lånevilkår, grønne krav og traditionelle finansielle hensyn
Indførelsen af grønne krav i finansielle aftaler har medført nye udfordringer og potentielle konflikter mellem de klassiske lånevilkår og hensynet til bæredygtighed. Traditionelt har långivere fokuseret på finansielle parametre såsom sikkerhedsstillelse, rentevilkår og debitors betalingsevne.
Med grøn finansiering tilføjes imidlertid yderligere krav, såsom opfyldelse af miljømæssige mål, rapportering om klimabelastning og overholdelse af specifikke standarder som fx EU-taksonomien. Dette kan skabe spændinger mellem långivers ønske om finansiel sikkerhed og debitors forpligtelser til at efterleve ofte komplekse og dynamiske bæredygtighedskrav.
For eksempel kan en låntagers manglende evne til at leve op til grønne forpligtelser udløse misligholdelse, selvom de finansielle betalinger opretholdes.
Omvendt kan for lempelige grønne krav mindske långivers mulighed for at håndhæve bæredygtighedsmål og dermed underminere finansieringens grønne profil. Dertil kommer, at der endnu ikke er fuld afklaring af, hvordan modstridende hensyn skal prioriteres, hvilket kan give anledning til juridisk usikkerhed for både långiver og låntager. Det stiller krav til omhyggelig udformning af låneaftaler og løbende dialog om fortolkning og håndhævelse af de grønne elementer i finansielle kontrakter.
Fremtidsperspektiver: Udvikling af retspraksis og mulige løsninger
Fremtidsperspektiverne for grøn finansiering peger på et stadigt mere komplekst retligt landskab, hvor udviklingen af retspraksis forventes at spille en central rolle i at afklare uafklarede spørgsmål og skabe større forudsigelighed for både långivere og låntagere.
Domstolene vil formentlig i stigende grad blive bedt om at tage stilling til tvister om, hvorvidt konkrete investeringer lever op til de grønne kriterier, og hvordan bæredygtighed skal vægtes i forhold til traditionelle finansielle hensyn.
Samtidig er der behov for, at lovgivere og regulatorer fortsat udvikler mere præcise og operationelle definitioner af grønne aktiviteter samt standardiserede krav til dokumentation og rapportering.
Mulige løsninger omfatter blandt andet udarbejdelse af mere entydige kontraktvilkår, der tager højde for usikkerheden omkring fremtidig regulering, samt øget brug af certificeringsordninger, der kan fungere som retsgyldige pejlemærker for parterne. Endelig kan etablering af særlige tvistløsningsorganer eller voldgiftsordninger med ekspertise inden for bæredygtighed bidrage til hurtigere og mere kvalificerede afgørelser, hvilket vil styrke tilliden til grøn finansiering og fremme sektorens fortsatte udvikling.